EN RING AF KRAFT22. Der er tre brødre, de ældste aser,
hvis navne er:
VILE, VE og ODIN.
23. VILE er den kosmiske ligevægt.
VE er ønsket om at blive til.
Tilblivelsen sker med ODIN.
Livet former og formerer sig ved FRIGG,
befrier sig fra jeg'ets og formernes tvang ved TOR
og bliver til frugt og fryd hos FREJA.
24. Odin og Tor er tilblivelseskræfter, mens
Frigg og Freja er tilværelseskræfter. Livet
er noget, som hele tiden bliver til for os, samtidigt
med at vi hele tiden er levende.
25. Vile er den kraft som holder kosmos i ligevægt.
Ve strukturerer energien i den stoflige verden og åbner
derved muligheden for livets opståen.
26. Odin er livskraften: den fortætning og forvandling
af kosmisk energi, som finder sin virkeliggørelse
i undfangelsen. Odin er den livsimpuls, som vi modtager
hvert øjeblik hele livet igennem.
27. Vilje til at handle, til at knytte sig til livet,
er Odins væsentlige udtryksform.
28. Frigg er Odins mage. Hvor Odin er som sæden,
er Frigg som ægget. Begge skal blive ét,
for at menneskene kan have både krop og kraft.
Odin er viljeskraft, Frigg er form-ningskraft.
I Frigg slår kraften rod i verden, den formes,
den formerer sig ud udformes til yderste fuldkommenhed.
29. Tor er søn af Odin og Frigg. Odinskraften
er trængt ind i stoffet og har sammen med Frigg
skabt det fuldfærdige menneske med dets afkom.
Hos Tor befrier livskraften sig fra sin egen virkeligheds
lukkethed omkring sin tilblivelse. Den åbner sig
for andre mennesker, løsner sig fra sig selv
og strømmer ind i tilblivelsen af en fælles
menneskelig virkelighed.
Tor er viljen til at give sin livskraft til andre, til
at knytte sit liv til fællesskabets liv, således
at fællesskabet når den højeste grad
af fuldkommenhed.
30. Odin, Frigg og Tor er af Asernes slægt. Freja
er af Vanernes slægt.
31. Aserne er de guder, som styrer menneskets tilblivelse
i overensstemmelse med dets egne indre love.
Vanerne er de guder som styrer menneskets tilblivelse
i overensstemmelse med de kosmiske love.
32. Freja er af vaneslægt. Hun er formningskraft
lige som Frigg. Odinskraften forvandles gennem Frigg
til Tors-kraften, som strømmer ind i Freja. Den
slår sin rod i den kosmiske virkelighed, indretter
sig efter de konkrete jordiske og kosmiske forhold og
kan nu opnå den fryd og frugtbarhed som opstår,
når menneskeligt liv og kosmisk liv bliver ét.
Herfra går livskraften tilbage til sin kilde -
eller den fortættes igen og begynder en ny tilblivelse
med Odin. Guderne er virksomme samtidig, de er en RING
AF KRAFT.
33. Vile er ubetinget væren.
Ve er vejen mellem ubetinget og betinget væren.
Odin er betinget væren.
De tre er brødre, af samme art, ligeværdige.
Betinget væren er liv som vi almindeligvis forstår
det.
Aserne er de kræfter som betinger menneskets tilblivelse.
34. Vile er mulighed, Ve er tilblivelse, Odin er væren.
Vilje til betinget liv, mulighed og skabelse.
Forløsninger
35. Løsning = Forløsning
Både tilblivelse og frablivelse er forløsninger.
36. Frugtbarhed er lig Fryd. Den opfattes som den høj-mulige
tilstand lige før for-løsningen. Den er
den sidste balance mellem til- og fra-kræfterne,
lige før skiftet - forløsningen til liv
eller død.
Dette drama udspiller sig i horizonten, hvor jorden
og himlen mødes. Denne dobbelthed er Odin: livets
og dødens gud. At opstå til livet eller
at opstå til døden - begge er forløsninger
af svævende, tætte tilstande.
37. Men ikke kun overgangen fra Freja til Odin i øst
er en forløsningens overgang. En meget mere skjult
forløsning, sjældent oplevet bevidst, er
overgangen fra Odin til Frigg, deres elskov er dulgt.
Når kraften har fundet sin vilje, sit middel og
sit udtryk og bliver rodfast i Frigg, sker en forvandling
af kraft til form, således at kraften bliver formende.
Omkring det dybeste punkt i nord er der et højspændt
felt af ligevægt.
Verdensskabelsens grundbillede kan her ses genspejlet:
Muspelheims Ild og Nifelheims Is mødes i Ginnungagab
- og Midgård opstår. Her er en dyb kløft,
som mange er faldet i. Her bor vi. Dette er slægtens
rod i den gamle forståelse. Det er kun her vi
kan slå rod, her er spalten mellem viljen og væren,
fyldt med bølger af livsmulighed.
38. Anderledes er forløsningen i vest - fra
Frigg til Tor. Her er mennesket skabt færdigt
som en forening af vilje og kød - og i formeringen
udtrykker kødet sin egen vilje.
Hos Tor vil dette færdige, skabte menneske lukke
sig op for et andet færdigt, skabt menneske -
"jeg'et" lukker sig op for "du'et".
"Jeg" forandres til "vi".
Alle de kræfter som blev bundet til roden og formede
mennesket, skal nu forandre deres tilknytning. De skal
fraknyttes jeg'ets behov og tilknyttes vi'ets behov
og betingelser. Her er igen en dyb spalte, fyldt med
angst for at blive borte for sig selv, fyldt med lyst
til at fortabe sig i fællesskabet.
39. Kraften løses fra at skabe sig selv, befrier
sig fra kødets lov og bliver en med- eller modstræbende
del af fællesskabets kraft. Livet træder
ud af sit hylster og bliver aktivt udenfor sig selv.
Dette er Tor.
40. Liv på jorden er muligt i mødet mellem
det fastgørende (kulde, mørke: Nifel)
og det bevægende (varme, lys: Muspel).
Denne livsmulighed er Odin. Odin er ikke livet selv,
men livets vej fra den ubetingede væren til den
betingede væ-ren i den jordiske virkelighed.
41. Jeg er i Intet.
I Altet bliver jeg til.
Kraft binder mig til Jorden.
Kraft former mig.
Kraft frier mig fra jord og form.
Kraft gør mig stjerne-lig.
Dette er Odin og hans mage Frigg.
Dette er Tor og Vanadis Freja.
Yderst fra midten er følelsens Ve
og Altets kraft i Vile.
42. Før vi kommer ind i altet, før vi
bliver undfanget, er vi i Intet. I Altet er vi betingede,
i Intet er vi ubetingede.
Odin skaber os som levende på denne jord. Han
kaldes Alfader, fordi han er alle Asers og Asynjers
ophav.
Hans kone hedder Frigg. Frigg er som ægget, Odin
som sæden.
Frigg former. Frigg er formningskraft, Odin viljeskraft.
Tilsammen danner de det levende menneskelegeme.
Tor er livets vilje til at gå ud over legemets
lukkethed og åbne sig for medskabningerne. Tor
er viljen til at blive del af de levendes fællesskab.
Tor er viljen til at udvide og beskytte fællesskabet.
Freja er ikke af Ase-slægt, men en gudinde af
Vanernes slægt. Hun skaber ikke de levende i overensstemmelse
med deres egen lov, hun skaber os i overensstemmelse
med altets virkelighed. Hos hende kan vi bære
frugt, hos hende kan vi selv være frugtbare. Når
altets liv og vores liv stemmer overens - da oplever
vi fryd.
Når overensstemmelsen er hel, er vejen tilbage
til Intet let.
43. Dette er en ring af kraft. Odin, Frigg, Tor og
Freja er virksomme hele tiden på samme tid.
Asa tro
44. Asa-tro er troskab mod aserne. Aserne er de kræfter
og former som betinger mennesket i dets tilblivelse.
45. Asa-tro er ikke noget man har
- det er noget man er!
De fleste er så forgjorte
af menneskehandling og mennesketanker
at de må kaldes asa-utro.
De kender intet til væren i vorden,
de lever ikke efter tilblivelsens love,
de retter sig efter deres egne og hinandens
vilkårlige påfund.
Aserne giver selvstyre.
Selvstyre giver verden fred.
Begyndelsen
46. I begyndelsen er der Nifelheim og Muspelheim, Isens
og Ildens hjemsteder. Isen er den rene form, Ilden den
rene kraft.
Imellem dem er der et svælg som hedder Ginnunga-gab,
forblændelsens afgrund. Her mødes Isen
og Ilden. Herved smelter noget af Isen og dråberne
belives af Ilden.
47. Der opstår en Jætte ved navn Ymir.
Han bliver stamfader til Rimturserne.
Der opstår en ko ved navn Audhumbla. Audhumbla
slikker en mand ved navn Bure ud af isen. Bure har en
søn ved navn Borr. Borr har tre sønner,
de tre aser: Odin, Vile og Ve.
Disse tre dræber Ymir og slæber ham midt
ud i Ginnungagab - i ligevægten mellem form og
kraft. Her danner de jorden og himlen af hans krop.
48. De danner verden således: Inderst er Asgård,
gudernes - Asernes - bolig. Rundt om Asgård ligger
Midgård, menneskenes verden. Rundt om Midgård
ligger Udgård, Jætternes og Rimtursernes
hjem. Yderst ligger havet, som omslynger hele verden.
49. Der er syv hovedguder: fire af Asernes slægt,
én af Vanernes slægt, én er en blanding
af Aser og Jætter og én er af Jætteslægt
.
Deres Navne er Odin og Frigg, Tor og Freja, Heimdal,
Loke og Hæl.
50. Odin er livets vej fra Intet til Altet og fra Altet
til Intet, derfor er han livets og dødens gud
og kaldes Alfader. Han tænder livets gnist på
jorden, han er den gud som skaber tilblivelsen i kødet.
Ordet "Od" betyder livskraft, Odin betyder
"livskraft-giveren".
Frigg er kødets - jordens - svar på livets
kraft. Hun er formning og formering. Livet slår
rod i hende, hun er vækstens og mangfoldighedens
moder.
Tor er livets kraft, der stråler ud fra kødet
og går ud i verden, hvor den forbinder sig med
andres kraft. Tor er fællesskabets gud, han værger
det mod kødets og mod kosmos' kræfter,
mod rimturser og jætter. Tor gør livet
til samliv med alt liv i verden.
Freja lader livet blive til i samklang med de ydre kræfter
og former. Hos hende er vi frugtbare, idet vi fuldbyrder
vores værk hos hende i form af afkom, ting og
tanker. Hos hende finder vi al verdens enhed og dens
fryd.
I himlens højde - nær Muspelheim - bor
Heimdal og vogter guders og menneskers verden mod Jætterne.
Han er tidens fader, slægtens skaber, det oprejste
legemes ophav.
Under jordens dyb bor Hæl, nærmest Nifelheim.
Hun er af jætteslægt. Hun er tyngdens moder,
hendes hænder former alt, men hun har intet at
forme, for det døde har ingen kraft. Hos hende
bliver tid til altid og evigheden kan ikke ses.
Loke er den syvende As. Han er både As og Jætte
- han er mennesket som ånd og kød. Han
er nok den som færrest forstår.
51. Loke forstyrrer
gudernes harmoni
så alle vi mennesker
kan blive fri.
Ve
52. Før vi ånder ind og før vi ånder
ud: dette er Vile.
At ånde ind, at ånde ud: dette er Ve.
Blodet som iltes, ilten som varmer kroppen: dette er
Odin.
Fra det evige hav af liv blæser vi ind i verden
og blæser tilbage til havet igen. Fra livgiveren
Vile til dødspiseren Hræsvælg. Hræsvælg
er livets og dødens port.
53. HRÆSVÆLG (=Lig-svælger) er, som
vindenes ophav, næsten identisk med Vile. (Sammenlign
indisk VAJU: livets og dødens bringer, vindguden).
Den samme mulighed for liv, som vi finder i den uorganiske
materie, finder vi i Vile som den totale kosmiske mulighed
for liv. Når denne mulighed begynder at blive
til virkelighed, når den uorganiske materie bliver
til muldjord, er den i en tilstand af Ve. Når
livet bliver til på jorden, når den første
indånding sker, når muldjorden bliver en
del af en plante: dette er Odin.
Når livet forlader stoffet, er det også
Odin. Efter en tilstand i Ve, hvor strukturen opløses,
finder vi Vile. Vile er Ligsvælger, da vi går
derhen, hvor vi kom fra. Vi er en udånding som
bliver en indånding. Derfor er Hræsvælger
Viles indånding, vores udånding.
54. Ve blæser os bort fra livgiveren Vile
firefold er vinden som bringer os
hid hvor guderne bor.
Herfra igen
blæser os Ve bort med firefold vinde.
Dødspiseren Hræsvælg
kalder os hjem.
55. Ve er det bevægende. Det er den Ve som presser
os ud af moders mave. Og den Ve vi føler, når
vi skal herfra.
Vile svarer til Ragnas kød.
Ve svarer til Rok
og Odin til stjernerne.
'Tam'
56. Om at tæmme. At tæmme er at gøre
tam. Hvad er tam?
Odin kalder sig i Vegtamskvadet: Veg-tam, Val-tam's
søn. Betydningen er: den Vej-vante, søn
af den Kamp-vante.
Hvad er det at være "vant"? Nogle gamle
guder kaldtes "Vaner". Deres væsen er
overensstemmelse, identitet mellem bølge og partikel,
mellem naturens love og naturens genstande, mellem liv
og form, etc. Vanerne er de naturguder, der bringer
menneskelivet i overensstemmelse med naturen - og dets
egen natur. (Vane-troen er ikke så fjern fra kinesisk
universalisme/ tao'isme).
Den "vej-vante" er altså den vej-identiske,
og den kamp-vante er den kamp-identiske, således
at Odin er den vej han går og den kamp han kæmper.
At tæmme Dragen er at være (i overensstemmelse
med) Dragen.
Balders død
57. Balders skib hedder RINGHORNI, altså ring-horn.
Navnet siger at det drejer sig om den kønslige
forenings skib som sejler med Balder mod Hæl.
Dette er befrugtningen efter parringen.
58. At Balder er i Hæl betyder at kraftens indtrængen
i formernes verden nu er fuldendt og genskabelse af
mennesket - ringen DRAUPNIR - nu er mulig. Således
er Draupnir den kønslige forplantnings symbol.
(I virkeligheden er Balder hos Nornerne - ur-mødrene
-, men for os ser det ud som om han er hos Hæl.)
59. RIND er livmoderen, eller måske ægget,
Odin er sæden som befrugter: Vale bliver til som
gude-/menneskebarn inden natten er omme. Han er det
befrugtede æg som sætter sig fast i livmoderen.
Han dræber Håd, som er hadet, den frastødning
mellem kønnene, som får Baldersfavntaget
til at åbnes igen.
60. Håd dør, når forældrene
forenes til et nyt menneske i det befrugtede æg.
Vale er det af mennesket, som er bundet i kødet.
61. Når HYROKKIN, den stærke Jætte-kvinde
(som formår at løsne Ringhorni fra stranden,
så den kan flyde ude på søen) trækker
i båden og der står gnister op og jorden
skælver - er det befrugtningens øjeblik,
som følsomme kvinder kan opleve som en kraftig
hændelse i deres krop og sind. Ringhornis rejse
på søen er den nye levende celles vandring
mod livmoderen.
62. Balder så klart at der ikke er nogen grænse
mellem indre og ydre, at indre og ydre er en helhed.
Balderbevidstheden er kærligheden, som forbinder
alt det, som synes adskilt. Derfor er hans råd
så kloge og gode. Men de kan ikke udføres,
da det blinde had (Håd eller Høder) endnu
eksisterer.
63. Da Loke får Håd til at skyde Balder
med misteltenen, skaber han samtidig Fenrisulven. Balder
heler verden, Fenrir bider den over i to dele.
Misteltenen udskiller i den del, som borer sig ind i
værts-planten, et sekret som standser træets
cellevækst på dette sted: Mistelen kan standse
vækst.
64. Balders helhed er kun delvis, begrænset til
livet i altet, i tilværelsen. Menneskets helhed
er anderledes, vort liv er både betinget og ubetinget,
er i Altet som i Intet.
65. Balder måtte dø fordi han ikke kunne
virkeliggøre sin godhed. Hans banemand Håd
er meget stærk, men blind, og kan altså
heller ikke virkeliggøre sin styrke. Derfor slår
Vale ham ihjel umiddelbart efter drabet på Balder.
Balder og Håd genopstår begge efter Ragnarok.
Forsonede. De er to sider af samme sag.
De har deres blindhed - eller ensidighed - tilfælles.
Håd kan ikke se den synlige verden og ikke være
virksom i den, mens Balder ikke kan se den skjulte verden
og derfor ikke kan være virksom i den.
Genfødt vil de være forenet kraft og kærlighed
= kærlighedskraft.
66. Skabelsekræfterne, gudernene, bliver først
til, når liv kommer fra Intet til Altet. De er
ikke evige, ikke uforanderlige, de er menneskelige.
Tors sønner
67. Efter at Tor har slået rimturserne, slår
han jætterne.
De indre organiske kræfter (rimturserne) forvandles
af Tor til ydre organiske kræfter, fællesskabets
kraft.
De ydre uorganiske formkræfter må besejres,
for at menneskene kan stille deres værk i verden.
68. Når MODI og MAGNI, den ny Torsbevidsthed,
tager styringen efter Ragnarok (Dit Ragnarok! Vores
Ragnarok!) er er det ikke nok at besejre ved at ihjelslå.
Da er det "at sejre" at få herredømme
over den del af de uorganiske kræfter, som vi
har brug for, uden at ihjelslå, men tværtimod
ved at erkende og værdsætte.
Enekæmperen
69. Jo nærmere vi kommer dette øjebliks
væren, des mere lukker den anden verden sig op.
Odinskraften kan man fyldes af, men ikke fatte, men
fattes af den, og ved hjælp af den fatter man
sin egen ufattelighed. Odin er den kraft som skaber
os som levende på denne jord.
70. Einherjernes (= Enekæmpernes)mål: al
livskraft totalt tilstede i dette kampens øjeblik!
Det absolutte nærvær. Frygtløshed,
fortids- og fremtidsløshed. At leve helt nu.
Einherjeren finder ikke modstanderen i den anden, i
fjenden. Modstanderen er inde i os selv. Dødslængslen,
livsleden, det store Nej til livet.
I gamle dage kaldtes kamppladsen Valen og var stedet
hvor man valgte det ubetingede liv uanset døden.
Derfor blev man af Valkyrierne ført til Valhal,
hvor de, som valgte Odin (altså livet) sidder
sammen med ham i de Valgtes Hal. Sådan er det
også i dag, men Valen er nu inde i os selv, og
Valhal er det sted hvor der altid er liv nok og intet
forgår og hvor valgets fryd gentages og gentages
- nej, aldrig holder op. Dette beskrives i et groft
billede, når der siges at einherjerne i ét
væk æder og drikker og slås deroppe
i Valhal.
Odins sønner
71. Ragnarok er først og fremmest en beskrivelse
af den individuelle og kollektive bevidsthedsforandring.
Ragnarok er inde, når din verden bryder sammen.
Efter Ragnarok genfødes Solen, thi
Vidar og Vale, Odins to sønner
træffer med Vid deres Valg.
Fra Valg-hallen stiger den Vidende,
vælger sit liv og beholder sit Vid.
72. Vidar har en enorm tyk sål - og det er Vale.
Vidar er viden i sig selv, han er det ubetingede menneske,
det værende.
Vale er det af rum og tid, af kræfter og stoflighed
betingede menneske - enorm "tyk" i forhold
til Vidar, fortættet og materiel, underkastet
tilblivelse og forandring.
Begge, den evige og den timelige, er "Odins to
sønner", er to måder at opleve samme
Odinskraft på.
73. Fenrisulven har et gab, der når fra jorden
og op i himlen. Dette gab sluger Odin.
Vi er hele tiden vidne til, at dette tvedelte gab sluger
livskraften og livslysten. Dette gab er den adskillende
tanke, to-tallets tvang, enhver besættelses mekanik,
modsætningernes tyranni, halv- og delthedens forbandelse.
Men Vidar sætter sin fod med den tykke sål
(Vale = kroppen) i Fenrisulvens gab og slider med hænderne
dyret midt over. Dette er befrielsen.
74. Ingen, selv ikke Odin kan befri os, vi kan kun
befri os selv. I denne befrielse ser vi Vidar, denne
befrielse er Vidar i det øjeblik hvor han river
Fenrisulven midt over.
Da er Vidar og Vale to sønner af samme Odin,
uadskilte. Valen er i dig, Vale står hvert sekund
på Valen i dit indre, du vælger hvert øjeblik,
men lad Vidar vælge.
75. Af Vandmandstegnets to bølger er Vidar den
øvre, Vale den nedre bølge.
Jeg er den hvirvelvind
som hvirvler det støv op
som jeg er.
Her er Vidar det første jeg, Vale det andet.
Hvirvelvinden er Odinskraften som er tilblivelseskraften.
Begge "jeg'er" er udtryk for denne kraft.
76. Vidar og Vale udgør ikke et dualistisk par,
er ikke modsætninger, kan ikke sammenlignes med
hinanden og kan ikke skilles fra hinanden.
Erkendelsen af Vidar og Vale som en uadskillelig enhed
kan ikke nås med tanken. Den er i sin tankemæssige
formulering en genspejling af en meget hel oplevelse.
En oplevelse af det totale nærvær, af tidløshed
og ubundethed, som einherjerne søgte i kampens
sekund og vi ensomme kan få som svar på
den formålsløse kærlighed.
77. Der fører ingen veje til friheden, thi friheden
er her og nu. Fra her til her og fra nu til nu fører
ingen veje.
78. Vidar er som cirklens midtpunkt, Vale som dens
omkreds. Cirklen eksisterer ikke uden sit midtpunkt,
ikke uden sin omkreds.
79. Et punkt er uden udstrækning, det er ikke
betinget af tid og rum, er altså ikke-til. Omkredsen
er en linie på en flade i et rum, er altså
til i tid og rum. Cirklens formel er: Ikke-til er til.
Mellem ikke-til og til ligger cirklens flade. Al opståen
sker her.
80. Jeg er ikke-til som er til. Du er ikke-til som er
til. Jeg kender dig som ikke-til og som til. Men så
vidt jeg har forstået dig, kender du ikke dig
selv som ikke-til. Du kender din betingethed, ikke din
u-betingethed.
81. Der er en vej fra Vale til Vidar, for Vale og Vidar
er uadskilte og hele, og denne vej går gennem
den synlige verden og den usynlige verden, går
gennem hele betin
getheden til det ubetingede. Denne vej er erkendelsens
vej og kan kaldes Vidars vej, for Vidar er den vidende.
82. Den som kan se Vidar kan se. Vi er nødt til
at kunne se tværs igennem os selv, og det kan
de blinde ikke. Hele vores væsen må blive
som et øje som ser Vidar, og først når
Vidar ses helt, når Vidar selv ser med den vises
væsen som øje, kan Vale ses.
Dette sker, når guderne mødes på
Ida-sletten - og du selv er mødestedet.
Modi og Magni
83. At mage sit mod: Vi kommer ind i verden og skal
finde vores plads og hævde vort liv. Dertil behøver
vi mod. Mod er den kraft som får os til at gå
mod verden, som får os til at bryde verdens modstand.
Mod søger modstand, trussel kalder på mod.
Mod er selvhævdelse, vilje til at være til.
Men mod skal mages.
At "mage" er at føje sammen på
den rette måde. Umaget mod går ud over sit
eget livs bredder og griber blindt ind i andre liv.
Sådan er den gamle Tors mod. Hans opgave var at
beskytte Asgård og Midgård mod alle angreb,
at slå dem tilbage. Og Torsmodet i menneskene
er nødvendigt for at beskytte gårdens,
stammens, folkets liv mod udefra kommende trusler, er
nødvendigt for at udvide folkets livsområde
og livsmuligheder.
Men nu er der ikke mere plads til hensynsløse
udvidelser, nu er vi blevet så stærke og
snedige at enhver af vort mods handlinger kan få
vidtrækkende, forstyrrende følger for hele
klodens liv, eller dog i det mindste for vores umiddelbare
omgivelser.
Derfor skal mod mages, det skal indpasses i helheden,
mod er ikke kun udadgående. Som alt andet er mod
dobbelt og hel og derfor lige så meget indadgående.
Det er et spørgsmål om opmærksomhed.
Når man lærer lige så meget af sit
mod som man udtrykker med det, er modet maget, når
modet ikke er blindt mere, men opmærksomt, er
Tor genfødt i Modi og Magni. De er ligesom Odinskraftens
Vidar og Vale et uadskilleligt par, ikke dualistiske.
De er samme Torskraft, men i sin dobbelthed og helhed.
Først når Magni kan ses, kan Modi blive
fri, kan befrielsens mod opstå, det ubundne mod.
Den ufries, den besattes mod er ligesom den gamle Tor's,
ikke som Modi's og Magni's mod, det er et blindt mod
og skal mages. Da bliver det stort: Magni.
(Se BOH nr. 80 ff.: Ingen handling uden rekyl, "det
du rører ved, rører ved dig", instant
karma, handlingen og dens følger er ét.)
Genfødslen
84. Kan du se de to nye mennesker LIV og LIVTRASER træde
ud af skoven? Det er de genfødte mennesker, den
ny bevidsthed, det nye liv. Efter Ragnarok, efter at
din, efter at min verden er styrtet i grus. Efter forvandlingen.
85. Frugtbarhed er den rette mulighed. Frugtbarhed er
den store DYD ("TE" i taoismen) som vi er
i lige før løsningen. ( "Lige før
løsningen" er: lige før vi giver
slip. Vi giver slip lige før vi oplever oplystheden,
lige før vi når orgasmen, lige før
vi bliver født, lige før vi dør.)
Den største frugtbarhed ligner den største
opløsning (12. hus eller Fiskene), fordi foroven
og forneden har gennemtrængt hinanden så
meget, et det ser opløst ud for den som opholder
sig her forneden.
86. Hvor livet binder sig til de fysiske betingelser
ved Odin og Frigg, løsner det sig igen fra dem
ved Tor og Freja. Dette er opståens vej.
Da vi lever, dyrker vi opståens vej.
87. Freja ejer et smykke, der kaldes BRISINGI eller
BRISINGAMEN. Dette smykke er stjernerne (mere præcist:
Månen og dens bane skaber forudsætningen
for at planeterne og kosmos kan være virksomme
i livssfæren), fordi Frejas frugtbarhed er sammensmeltningen
af den jordisk-menneskelige og den kosmiske virkelighed.
88. Forestil dig en cirkel med en prik i midten.
Odin: det dimensionsløse midtpunkt er hans søn
Vidar, omkredsen er hans søn Vale.
Tor: Det dimensionsløse midtpunkt er hans søn
Modi, omkredsen er hans søn Magni.
89. Den gamle Odins-oplevelse var, at Vales vej til
Vidar var dødens vej. Vidar oplevedes ikke som
det sted hvor alt opstår. Bevidstheden om Vidar
og Vales enhed er endnu kun i sin vorden.
Den gamle Tor-oplevelse var, at Modis vej til Magni
var uafhængig af Magnis vej til Modi. Magni kendtes
mest som modstand, bevidstheden var koncentreret om
Modi.
I Odin-oplevelsen var bevidstheden knyttet til omkredsen
- Vale - og midtpunktet var gåden.
I Tor-oplevelsen var bevidstheden knyttet til midtpunktet
- Modi - og gåden var Magni, omkredsen.
90. Der skal mod til at gå indad. Mere end til
at gå udad. For vi er uøvede. Inderst er
det store mod: Modi
Ragnarok
91..RAGNAROK er "de regerendes rok". Rokken
har fra gammel tid været et billede på skæbnens
hjul, hvorpå livstråden bliver spundet.
Når skæbne-hjulet, tidernes rok, drejer,
vil de gamle guder synke, nye vil opstå.
Denne Rok er multidimensional og fremstår for
os som rum og tid.
Yggdrasil
92. "Drasil" er et poetisk ord (en "Heiti")
for "hest". "Ygg" er ét af
Odins mange navne. "Ygg-drasil": Odins hest!
Odins hest: Livstræet, selve verdenstræet,
navlesnoren og dens forgreninger i livmoderen og fosteret,
i rod og krone. Odin rider på Yggdrasil.
Skabelsen
93. Skabelsen finder sted hele tiden. Den sker her og
nu, er selve skabelsen af tiden.
Jeg er i Intet og Altet på samme tid. Jeg er i
den ubetingede midte og bliver til i omkredsen - i mødet
med de betingende kræfter. Disse kræfter
kaldes guder.
Disse kræfter - guderne - findes kun i Altet,
de er selv betingede af mit liv som bliver til. De bliver
ikke til af Intet, de er ikke ubetingede som mit liv,
de er ikke grænseløse og evige som Gud,
de er bundne til tid og rum, stof og bevægelse.
De er skabt af Nifel og Muspel, de er skabt af Gud.
Men jeg er uskabt såvel som skabt, jeg er liv
af Guds liv, i Intet som i Altet.
Fenrir og Midgårdsormen
94. Horizonten deler verdensoplevelsen i den indre og
den ydre oplevelse, i krop og ikke-krop, i jeg og ikke-jeg.
Den kraft som får os til at opleve disse to verdener
som adskilte, som ikke vil lade et hele opstå,
er Fenris-ulven: Fenrir. Ulvens to kæber splitter
verden, sluger livskraften: Odin.
95. Fra dybet stiger begæret efter fuldkommenhed
op. Men det opnåelige, ejendom eller erkendelse,
bliver formet efter dybets form. Det dybe vil ikke formes
af det høje, men binde det høje, gøre
det til sit eget. Dette er Midgårds-ormen: Jårmungand.
Jegets begær.
Hæl
96. De som ikke kæmper livskampen, de som er trætte
eller syge, fordi de ikke har lyst til livet, vandrer
mod Hæl. Hæl er et hul hvor mennesket skjules:
ren form, ren binding, ingen vilje, ingen kraft. (Hæl
er både Hul og Hæl. Hæl skrives med
"æ", fordi det er sådan navnet
lyder, og fordi vores hæl er vores grundfæste
i livet: det sted vi står.)
97. NIFEL-HÆL er skabt til dem, som selv ikke
i Hæl længes efter liv, eller som stadig
vil stjæle andres liv.
98. At kæmpe livskampen er at gøre sit
liv muligt, at give det lov. Det er at ville leve, selv
i alderdommen, i sygdommens sidste tid. Det er ikke
at klamre sig til livet. Det er at give slip på
livet, så det frit kan blive til, i liv som i
død.
|