|
SolMånens Forlag v / D a n k w a r d E. N i e l s e n |
|
DANS MED KIA
Da jeg så dig -
Da jeg så dig i din sølverne ring
og diamanten i din ring
genspejlede din absolutte skønhed -
Da jeg så dig i din blå kjole
dit grønne hår og dine gule
ansigtsflader -
Da jeg så din hvide krone
dine sko af lysende glas -
Da jeg så dig smile i din varme
med tusinder af lys i natten
og jeg mærkede dit glødende
hjerte dybt inde -
Da måtte - jeg siger dig: måtte -
jeg hen og give dig et kys.
Da blev du min mor.
Du gav mig min krop
og nu danser vi, danser
indtil min Stjerne står i vest
og jeg vender hjem til mit lys.
>Kia= = Gaia = Jordens navn
MIDSOMMER
1. DENNE REJSE ER DEN FØRSTE JEG OPLEVEDE. Jeg var ganske uforberedt. Jeg gik i mine egne tanker langs en bæk i en skov, en tur som jeg går næsten dagligt. Bækken løber i en dal mellem nogle bakker. Det var tidligt på foråret, træerne stod endnu nøgne.
2. Pludselig blev jeg meget forskrækket, ja, jeg blev bange. Oppe på skrænterne på begge sider af bækken dukkede en stor mængde krigere op, med skjolde og spyd.
Samtidig brød en helvedes larm løs, skrig, trommer, skingrende fløjter, konkyliebrøl. Krigerne styrtede ned ad skrænterne mod hinanden, jeg stod midt imellem dem og søgte skjul bag et stort træ. Alle var i fantastiske kostumer, fulde af krigsmaling svingede de deres våben.
Nu så jeg at de, som kom fra vest, var mænd, og at de, som kom fra øst, var kvinder. Da begge hære mødtes ved bækken, standsede de op og der blev stille.
3. Så kom der en lille flok kvinder fra vest. De bar en strålende udklædt ung mand på en meget høj bærestol ned til bækken.
Og fra øst bar en flok mænd en overdådigt udsmykket kvinde ned til det sted hvor kvindehæren stod.
Der blev igen en vældig larm, en råben og skrigen, alle instrumenter truttede og fløjtede og trommede så højt de kunne.
Langsomt stilnede larmen af og en højtidelig melodi voksede frem, mens de to bærestole med manden og kvinden blev båret ud i bækken indtil de mødtes.
De blev føjet således sammen at de dannede et højt hævet leje.
4. Manden og kvinden - kongen og dronningen - nærmede sig langsomt hinanden med ceremonielle bevægelser, mens mande- og kvindehærene sammen og på skift sang en slags hymne,
ledsaget af snart det ene, snart det andet instrument.
Da dronningen satte sig på kongens skød, hvirvlede musikken i hidsende rytmer og nu gik den vilde jagt: mændene søgte at gennembore kvindernes skjolde med deres spyd, men kvinderne værgede for sig og løb, alt det bedste de kunne.
Nu så jeg: spyddene havde bløde spidser, de rigt bemalede skjolde var af papir eller skind. Der var en råben og pusten og latter!
5. Snart spredtes hærene over hele området, og jeg så at kvinderne syntes at vide meget nøje, af hvem de ville have gennemboret deres skjolde. Jeg så op: træerne var fulde af løv.
Ingen syntes at bemærke mig. Jeg gik op på den vestre skrænt.
Der var lunt, solen var lige gået ned. Oppe på en bakke begyndte et bål at blafre. Jeg kiggede ned i dalen, også dér
var der blevet tændt et stort bål. Hist og her piblede elskovslyde frem.
Jeg gik ned til bækken igen og så dronning og konge forenet i tantrisk elskov. Meget stille, meget sitrende.
En vældig stor tromme gav en række signaler, folk strømmede til, og nu blev der spist og drukket og danset.
6. Jeg henvendte mig til en ældre kvinde for at spørge hende, hvad det var for en fest, som jeg var vidne til. Hun så lidt forbavset i min retning, men svarede ikke. Kunne hun ikke se mig?
Hun gik hen til et sted, hvor bækken var så smal at hun kunne springe over den. Vinkede hun mig hen til sig?
Jeg fulgte efter hende og sprang, men snublede og faldt med et plask i bækken, så lang som jeg var.
- En midsommergæst, en midsommergæst! - hørte jeg først én og så mange råbe, og deres stemmer lød ophidsede og begejstrede.
7. Jeg rejste mig hurtigt og skyndte mig op af bækken.
Træerne var nøgne, der var køligt, jeg var ikke våd.
Jeg gik hjem.
* 1.
LIVSTRÆET
A.
8. HØJT OPPE over træerne kredsede to høge. Jagtede de hinanden? Var det deres parringsleg? Jeg lænede mig op ad et stort bøgetræ og fulgte dem med øjnene. Jeg forestillede mig, at jeg svævede deroppe. Luften føltes næsten massiv under mine vinger. Jeg mærkede at jeg kunne stole på luften, at jeg ikke ville falde ned.
9. Da jeg ville gå videre, så jeg omtrent halvtreds skridt inde i skoven en gammel mand.
Han stod med armene omkring et træ og syntes at tale med sig selv. Så gik han nogle gange rundt om træet og kom hen til mig. Vi havde omtrent følgende samtale:
- Hvorfor stod du der med armene omkring træet?
- Fordi det er mit Livstræ.
- Dit Livstræ? Hvad er det for et træ?
- Har du da ikke selv et Livstræ? - spurgte han.
Og jeg svarede:
10. - Nej. Vil du forklare mig hvad et Livstræ er? -
Han så nøje på mig, lidt forbavset måske, men svarede så:
- Det er et træ, som jeg er meget forbundet med.
- Hvorfor er du det?
- Fordi mine forældre efter min fødsel begravede min moderkage her og plantede mit træ over den. Derefter sørgede de godt for træet, indtil jeg var blevet så gammel, at jeg selv kunne få børn. Da gav jeg det lidt af mit blod og overtog dets pleje. Og når jeg engang er død, vil jeg blive begravet under mit træ her. -
Han pegede på træet. Det var et meget smukt birketræ.
11. Et birketræ? Her i den lyse bøgeskov?
Overalt birk og gran og eg og alle mulige andre træer?
Hvordan hang det sammen?
Den gamle så vel min forvirring og smilte til mig.
- Sådan er Livstræer, - sagde han mildt.
Hvad mente han med det?
12. Jeg var dog alt for nysgerrig til at spekulere over det og spurgte ham:
- Men hvorfor kalder du det dit >Livstræ=?
- Fordi det forbinder mig med livet. Med alt liv, både det synlige og det usynlige. Med alle planter og dyr og mennesker. Og også med Jordens eget liv.
- Det lyder rart. Men får det nogen praktisk betydning? -
Han så et øjeblik ud, som om jeg ikke havde forstået noget af det han havde sagt. Men så svarede han:
- Jo, det er også meget praktisk. Jeg kan komme i kontakt med de fjerneste egne og tider, hvis der er brug for det.
13. - Men hvorfor vil du begraves under det?
- Fordi min krop vil blive en del af træet, ligesom min moder-kage blev det.
- Får det nogen betydning, når du først er død?
- Betydning? Nej, det har jeg aldrig tænkt over. Hvorfor skulde det have en betydning? Synes du ikke, at det er selvfølgeligt, at jeg giver min krop til det træ, som jeg har levet sammen med hele mit liv? At den er en gave?
14. - Lever du sammen med det?
- Ja, selvfølgelig.
- Hvad så, når du ikke er her i nærheden?
- Selvom jeg er langt borte i tid og rum, kan jeg tale med mit træ og dele min kærlighed med Jorden og med dem jeg elsker.
- Også når du er død?
- Også når jeg er død.
- Er det en slags antenne? - spurgte jeg. Han så lidt grundende på mig, som om han ville føle sig ind i mine tanker og sagde:
- En forbundethed.
- Det lyder spændende. Kan du også få kontakt med de fjerneste egne og tider lige nu? Jeg mener - når du står ved dit træ?
- Jamen, det kan jeg da! - svarede han og smilede lidt underfundigt. Men jeg tænkte ikke nærmere over det og spurgte:
- Er der andre, der har sådan et Livstræ?
- Vi har alle vort Livstræ.
- Alle mennesker?
- Ja, alle mennesker på hele jorden.
15. - Jamen, jeg har da ikke sådan et livstræ.
- Har du ikke det? - spurgte han og gik om på den anden side
af bøgetræet. Hvad skulle han dér?
Jeg kiggede efter ham, men jeg kunne ikke se ham nogen steder. Så hurtigt kunne han da ikke forsvinde mellem træerne! Jeg kiggede op ad træet. Dér var han heller ikke.
Høgene kredsede stadig højt oppe. Jeg så mig omkring. Jeg var igen i min hjemlige skov. Jeg følte mig meget mærkelig til mode.
Havde jeg drømt? Havde jeg virkelig været et andet sted?
Men hvad er virkelighed? Og hvilken virkelighed?
B.
16. Jeg gik mange dage og funderede over denne oplevelse. Kunne jeg
virkelig rejse i tid og rum, blot ved at læne mig op ad et træ? Der var ikke andet for, end at prøve igen.
Jeg gik hen til et egetræ, som står ved kanten af en kildedal inde i skoven. Her havde jeg ofte siddet og lyttet til vandets musik. Både om dagen og om natten.
Jeg stillede mig tæt op ad træet og tog det i min favn. Jeg stod længe og hørte vandets klukken og rislen.
Men andet skete der ikke.
Så huskede jeg, at den gamle mand var gået nogle gange rundt om træet. Det gjorde jeg så. Og igen lagde jeg armene omkring træet. Og ventede. Der skete ingenting.
Men hvad havde jeg egentlig gjort sidst? Jeg havde jo set op til høgene, jeg havde jo forestillet mig, at jeg fløj. Men her var ingen høge, og jeg kunne heller ikke rigtigt forestille mig at jeg fløj.
Så begyndte jeg at tale til træet. 'Kære træ, vil du ikke godt hjælpe mig med at komme hen til den gamle mand, som jeg mødte sidst? Der er et par ting, jeg godt vil spørge ham om.
Vil du ikke fortælle mig, hvordan jeg skal bære mig ad?'
17. Men træet svarede ikke, og jeg stod og følte mig dum.
Så forestillede jeg mig, at jeg klatrede op ad træet, og da jeg var kommet helt op til kronens yderste grene, forestillede jeg mig, at jeg bare kravlede videre op ad nogle usynlige grene, højere og højere op i luften.
En spætmejses muntre fløjt brød min koncentration. Jeg vendte mig om, for at se efter den. Dér stod den gamle mand og smilede. Hvorfor blev jeg ikke forbavset? Det føltes så naturligt og selvfølgeligt, at han stod dér og smilede.
Han bukkede sig ned og fjernede nogle gamle blade fra en lille stenplade, der lå halvt skjult i græsset. Jeg gik hen til ham og kiggede på pladen. Den var omtrent to håndslængder bred og tre håndslængder lang. Et ornament var hugget ind i den, eller var det bogstaver jeg så?
Jeg så op på ham, men han var allerede på vej hen til en bænk, der stod i kanten af en lysning. Jeg fulgte efter ham og vi satte os tilrette. Vi sad tavs en stund, så sagde jeg:
18. - Sidst vi mødtes, fortalte du, at du kan komme i kontakt med de fjerneste tider og steder, når du står ved dit træ. Men du sagde ikke, at man også kan rejse hen til disse fjerne tider og steder.
- Det kan jeg heller ikke, - sagde han og smilede igen sit underfundige smil. - Men du er vel ikke kommet her, for at fortælle mig, at du kan rejse hertil? -
19. - Nej, - svarede jeg, - jeg ville spørge om det der med moderkagen og blodet. Jeg forstår ikke, hvad særligt der skulle være ved dem?
- De indeholder vort livs og vort væsens mønstre.
Når træet vokser på vores moderkage og når vi giver det lidt af vores blod, optager det disse mønstre i sig. Det gør, at vi altid er forbundet med vores træ og at vi altid vil forstå hinanden.
- Kan træer forstå mennesker?
- Som vi kan forstå træer!
- Hvad gavn kan man have af det?
- Træet bistår os med sin kraft og visdom, når vi beder om det.
- Har træer kraft og visdom?
- Meget stor kraft. Meget stor visdom.
- Virker den også på afstand?
? Ja, afstand betyder ikke noget. Men det gør jo godt at være sammen med sit træ. Det er dejligt at lægge armene omkring det. Nogle gange spiser og drikker vi også sammen med det. Og så pynter vi det med blomster eller måske med noget andet som vi synes er smukt. Det glæder vores træ og de væsner der bor i dets verden.
20. - Det lyder som om I opfatter det mere som en ven, end som en plante.
- Det er rigtigt. Mit Livstræ er min meget nære ven. Når jeg omfavner det eller sætter mig op ad dets stamme, flyder dets livskraft igennem mig. Det er rigtig godt for mine tanker og mit helbred.
- Er andre træers livskraft ikke også god for helbredet?
- Jo, men jeg er jo i langt større overensstemmelse med mit Livstræ end med de andre træer, så derfor helbreder det mig bedre end noget andet træ.
- Det lyder godt. Hvad bruger du det ellers til?
21. - Jeg sætter mig op ad dets stamme og tømmer mig for uro.
Mange udfører deres daglige rotas eller siger deres bønner og hvad de ønsker for sig selv og andre ved deres Livstræ.
- Altså til at bede, meditere og ønske ved? -
Han kiggede lidt på mig og sagde så:
- Jeg tror, at man godt kan sige det på den måde.
- Er det bedre at meditere og bede ved et træ, end i sin stue eller i en kirke?
- Træet forbinder på en meget levende måde det synlige med det usynlige.
- Krop og ånd?
- Krop og kraft.
- Materie og energi?
- Jord og Himmel.
22. - Men når et træ kan forbinde os med alle verdener, må andre planter jo også kunne gøre det. Hvorfor så vælge et træ?
- Fordi det er større end vi. Fordi det er så stærkt. Fordi dets kraft i så høj grad ligner vores kraft. Og når man ser på et træ, er det også let at se, hvordan dets kraft fortsætter højt op i himlen og dybt ned i jorden. Det er tydeligt at se, at dets fysiske krop kun er en lille del af hele træet. Det er forbundet med visdommen i alle verdener. -
Jeg kiggede på træerne, men jeg kunne ikke se, at de fortsatte i himlen eller ned i jorden. Men det bekymrede mig ikke, så jeg spurgte:
23. - Har også andre gavn af Jeres Livstræ?
- Alle som elsker os kan gennem træet få forbindelse med os, uanset hvor vi befinder os. Og vi kan meddele os til dem gennem træet.
- Men kan I da ikke få forbindelse med hinanden uden et træ som mellemled? Jeg mener... rent telepatisk?
- Jo, sagtens.
- Hvad er så fordelen ved at bruge et træ?
- Klarheden, renheden, styrken... Hvordan skal jeg forklare dig det? Måske sådan: Når jeg sender et ønske rent telepatisk, er det som at sende et brev. Når jeg sender et ønske eller en tanke ved mit træ, er det som at tale til den anden, som at tale sammen.
- Afstanden formindskes?
- Der er ingen afstand. Vi er hinanden meget nær.
- I kan sanse hinanden?
- Tydeligst når vi beder vores træ om hjælp.
- Behøver I stå samtidigt ved hver Jeres træ?
- Nej, men mange aftaler at mødes på samme tid ved hver deres Livstræ eller et Venskabstræ. Især forelskede par bruger det, når de ikke kan mødes ansigt til ansigt.
- Telepatisk erotik?
- Også det, men også meget andet.
Alt det, som to sjæle vil dele med hinanden!
- Hvad ellers kan det bruges til?
- Hver dag, når solen går op og når den går ned, står en af mine venner ved sit træ. Det véd folk rundt omkring. Nogle bringer deres syge til deres træer, andre deres sorger og bekymringer. Han ser dem og hjælper dem, helbreder dem.
- Jeg har før hørt om fjernhealing, at man kan helbrede folk på afstand. Men jeg har aldrig hørt at man kan bruge et træ som en slags antenne. Eller en forstærker. Hvordan virker det?
24. - Når mit livsmønster er blevet en del af træets kraft, vil det kunne nå ud til alle menneskers og alle andre væsners mønstre. Når mønstrene mødes, kan kraften flyde frem og tilbage. Der kan opstå forståelse. -
Jeg forstod ikke ret meget af det han sagde.
Hvad var det for nogle mønstre?
Hvordan kunne mønstre mødes?
Var der tale om noget lignende som radiosignaler?
Men det her var alt for spændende til at jeg gav mig tid til at spekulere, så jeg spurgte:
25. - Er det kun for at få kontakt med andre levende væsner, at I giver Jeres blods mønster til et træ? Eller er der også andre grunde?
- Vi giver jo noget af os selv til den levende verden. Ligesom stjernerne samler nattens mørke til bevidsthedens lys, samler vi vores kærlighed til denne bevidste handling. Vi binder vores kærlighed til Jorden. Jorden giver os sin kærlighed til gengæld.
- Giver Jorden ikke sine gaver både til dem som beder om dem og til dem som ikke beder om dem?
- Jo, Jorden giver til alle.
Men at bede er som at åbne hånden for at tage imod.
Når vi bevidst binder vores kærlighed til Jorden, åbner vi os bevidst for dens kærlighed. -
26. Jeg sad og tænkte lidt over det, han havde sagt. Måske skulle jeg også se at få mig et livstræ? Måske skulle jeg give mit kildetræ lidt blod? Så kunne jeg måske rejse lige hvorhen jeg ville? Og jorden ville måske give mig lidt ekstra af sine gaver? Jeg spurgte:
- Hvordan bærer man sig ad med at give træet af sit blod? -
Han svarede ikke.
Jeg så op: han var borte. Jeg rejste mig for at se efter ham.
Men jeg stod ved min kildedal.
Vandet rislede, brusede, sukkede.
C.
27. På denne tid havde jeg levet som eneboer i nogle år. Kun af og til så jeg min nærmeste familie og nogle få venner.
Det var mit ønske, at finde ind under alle mine tanker, så jeg kunne blive vågen nok til at forstå.
Mødet med den gamle mands virkelighed havde vist mig, at der fandtes en helt anden måde at forstå og opleve på. Jeg havde set et glimt af en helt anden slags menneskeliv. Om det var virkeligt eller uvirkeligt, bedre eller ringere end mit liv, var ikke så væsentlig. Man kan lære af alt, blot det er sandt.
28. Derfor gik jeg hver dag ned til mit træ, klatrede i fantasien op ad dets stamme og ud i universet, men intet skete. Jeg var jo noget skuffet, men mine rejser op ad træet og ud i verden gav mig dog en vis ro i sindet. Så en sen eftermiddag tænkte jeg: Hvad vil der mon ske, hvis jeg går ned ad træet, ned ad dets rødder og længere ned i jorden, måske helt ind til jordens midte?
Så rejste jeg nedad, og på én eller anden måde kunne jeg godt forestille mig de forskellige lag i jorden, som jeg havde set billeder af i en bog.
Jeg brugte lang tid på at forestille mig, hvor glødende og utrolig varm jorden måtte være inderst inde, men så smuttede jeg hurtigt op til overfladen igen og åbnede øjnene.
Dér stod den gamle mand med armene omkring sit træ.
Jeg fik et lille chok, for efter alle de mange gange, hvor jeg forgæves havde stået ved mit træ, havde jeg faktisk glemt, at jeg gerne ville se ham igen. Men glad blev jeg.
Jeg gik hurtigt over til ham, men standsede dog nogle skridt fra ham, for jeg ville ikke forstyrre hans meditation. Der gik kun nogle få øjeblikke, så vendte han sit ansigt imod mig. Jeg ville udbryde "Nej, hvor har jeg savnet at tale med dig!", men forblev dog stum og rakte blot hånden frem. Han tog den og holdt den lidt, mens vi kiggede hinanden i øjnene. Så sagde jeg:
29. - Vil du ikke fortælle mig, hvad du gør, når du står med armene omkring dit træ?
- Jeg rejser med mit træ til Jordens Glødende Hjerte og til Stjernernes verden, til min egen Stjerne* og til ING* hinsides den skabte verden.
Når jeg vender tilbage, hilser jeg på alle de væsner i det usynlige, som jeg møder på min vej.
Det er en rota hvor jeg hilser og beder, ønsker og takker.
30. - Hvor ofte laver du den?
- Dagligt, ugentligt, månedligt, alt efter behov.
- Hvad gør du, hvis du ikke er her i nærheden?
--Så stiller jeg mig ved et andet træ. Og hvis der ikke findes noget træ, tar jeg en anden plante, selvom den måske står i en urtepotte. Dette træ eller denne plante forbinder mig med mit Livstræ.
- Og hvis der ikke findes nogen plante?
- Så finder jeg på noget andet.
-
31. - Hvad gavner denne 'rota'?
- Ja, hvad gavner ønsker og tak, meditation og bøn? -
Det var ikke sådan, jeg havde ment det. Derfor spurgte jeg:
- Jeg tænkte på, om du også tager kontakt med mennesker,
om de hjælper dig eller du hjælper dem?
- Vi kan hjælpe hinanden meget på den måde.
- Og så tænkte jeg på, om du måske også får hjælp, når du er ked af det?
32. - Jeg har fundet meget stor trøst ved at tale med guderne og de usynlige væsner. Og mit træ her giver mig ofte gode råd, beroliger mig eller lindrer min smerte. Men dybest trøster mig dog Ing.
- Ing?
- Ja, det sted hvor jeg ikke er.
- Det forstår jeg ikke. Vil du forklare mig det?
- Det kan jeg ikke forklare dig, ikke nu. -
Det måtte jeg slå mig til tåls med. Men jeg forstod, at jeg kunne bruge mit træ derhjemme til meget mere, end jeg selv havde fundet på. Efter nogen tid spurgte jeg:
33. - Må jeg spørge om noget andet? Giver I kun blod til træet når I er blevet kønsmodne?
- Vi kan gøre det nårsomhelst, når vi synes at tiden er inde.
- Kan I gøre det flere gange i Jeres liv?
- Vi kan gøre det så ofte vi vil. Hver gang vi synes, at vi har forandret os.
34. - Hvad gør I, hvis Jeres Livstræ visner eller bliver fældet?
- Vi planter et nyt og giver det lidt af vores blod.
- Hvilket ritual hører til denne handling?
- Vi taler til vores træ, som vi taler til en meget god ven.
Andet behøves ikke.-
35. Mens vi snakkede, var vi begyndt at vandre omkring i skoven. Jeg lagde mærke til, at de fleste træer var ret store og at de havde god plads til at udfolde sig. Kun et enkelt sted så jeg et ungt træ i en lysning. Jeg fortsatte samtalen:
36. - Jeg tænkte på, om I giver hvert barn dets eget træ, eller om I bruger det samme træ til dem alle?
- Vi gør som vi vil og som omstændighederne byder. Der er nogle der bruger samme træ til hele familien, gennem mange slægtled, men de er sjældne. Før i tiden var det almindeligt.
- Skal Jeres Livstræ står for sig selv? Eller er det bedst når det står sammen med andres Livstræer?
- Vi planter vores Livstræer sammen med de mennesker, vi føler os forbundne med.
- Det kan jo blive til en hel skov!
- Ja, som den vi står i lige nu.
- Er alle træer i denne skov Livstræer?
- Nej, kun i denne del af skoven. Denne del kalder vi Helliglunden.
37. - Bruger I denne skov også til andre ting?
- Her er vi vores guder nær. Her danser og beder vi, her deler vi lærdom og stilhed.
- Er der slet ingen huse i denne skov? Jeg ser ingen her.
- Jo, rundt omkring står de hytter og huse, som vi behøver som værn mod vejret. Hvis du følger denne sti, kommer du til Det Store Skovhus.
- Bor der nogen i disse huse?
- Kun de som vogter og plejer stedet. Men når vi deler dansen og bønnen, lærdommen og stilheden, kan vi godt være mange her. Der er god plads til gæster i vores Helliglund.
38. - Hvilken slags træ vælger I til Jeres barns Livstræ?
- Det træ vi synes om. Der er intet træ der er bedre end noget andet. Når vi vælger, tænker vi også på, at vort barn engang vil blive begravet under sit Livstræ. Ligesom vore forældre valgte et træ til os.
- Vil Jeres kære også kunne komme i forbindelse med Jer gennem træet, når I engang er døde?
- Det vil de. Og vi vil kunne være sammen med dem.
- Også, hvis I er begravet et helt andet sted?
- Også, hvis vores krop vender tilbage til Jorden et helt andet sted. Men vi ønsker at blive begravet under vort Livstræ. Og vore kære ønsker at begrave os dér.
39. - Kan I også få forbindelse med de døde, uden at bruge deres Livstræ som mellemled?
- Selvfølgelig, for alt er forbundet med alt. Men både når vi er levende og når vi er døde, er Livstræet vores rod på Jorden. -
40. 'Det er deres rod i jorden ...', tænkte jeg. 'Hvor har jeg min rod? Og vil jeg også have en rod på jorden, når jeg engang er død?
Eller havde jeg allerede en rod her, før jeg blev født? Var det derfor jeg blev født her på jorden?'
Jeg satte mig på en træstub for at tænke over disse spørgsmål. Nogle små sorte myrer kravlede op ad mit ben. Da jeg ville flytte dem, opdagede jeg, at jeg igen befandt mig i min hjemlige skov.
*2.
SAMLIV
41. - HVAD LAVER I i Jeres landsby?
- Vi dyrker jorden, kunsten og håndværket.
- Hvad slags håndværk?
- Alle slags håndværk som giver ro i sjælen.
- Hvad slags kunst?
- Al slags kunst som hjælper Stjernen med at skinne på Jorden.
42. - Hvordan dyrker I jorden?
- Sådan som Jorden selv gør det.
- Hvad mener du med det?
- Jorden véd, hvordan den får alting til at spire og modne. Hvis vi er opmærksomme, kan vi lære af den.
- Og det som I har lært af den, bruger I så, når I dyrker jeres marker?
- Ja, naturligvis.
- Og så har I nok at spise?
- Rigeligt.
43. - Får I penge for Jeres arbejde og Jeres kunst?
- Vi giver hinanden alt muligt for det som vi laver.
- Har I noget imod penge?
- Hvorfor skulle vi det? Penge er da meget praktiske. Men hos Jer synes de snarere at være en trossag end en praktisk indretning.
- Hvorfor mener du det?
- Du har jo fortalt mig, at I bruger pengene til at måle, hvilken værdi et eller andet har. Og hvilken værdi man tillægger en ting, er jo en trossag. Det kommer da an på, hvad man tror på.
- Men kan I lide at have mange penge?
- Vi kan lide at give liv til hinanden og vores verden. Dertil kan man også bruge penge. De gør mange ting lettere.
44. - Er der nogen hos Jer, der er rige?
- Rigdom er ikke det man har, men det man har tilovers, det som man kan give bort uden gengæld.
- Så er der ikke mange der er rige hos Jer?
- På denne måde er vi netop mange som er rige.
45. - Har I mange gamle hos Jer?
- Ja, der bor rigtig mange gamle mennesker hos os.
- Kan de forsørge sig selv? Eller forsørger I dem?
- Vi forsørger ikke os selv. Vi forsørger hinanden.
- Så findes der ikke nogen fattige hos jer?
- Vi ville skamme os, hvis vi var så fattige.
- Hvordan mener du det?
- Vi ville skamme os, hvis vi var så fattige, at vi ikke kunne hjælpe dem som trænger.
- Så er I vel temmelig stolte?
- Stolte? Nej, men hvordan skulle vi ellers glæde os over vores rigdom?
46. - Kan I kun gøre det ved at give?
- Give? Jorden deler med os, vi deler med hinanden.
- Hos os vil folk have alting for sig selv.
- Deler I da ikke glæden hos jer?
- Nej, den beholder vi som regel for os selv eller deler den kun med ganske få.
- Men hvordan skal glæden så kunne vokse? I må være temmelig fattige hos jer. Og hvordan skulle I så kunne have tillid til hinanden?
47. - Men hvad med alle de mennesker, som ikke er nogen nytte til?
- Hvem skulle det være?
- Ja, for eksempel de gamle, som jeg spurgte om før.
- De gamle er da det bedste vi har!
- Hos os mener de fleste, at det ikke kan betale sig at gøre ret meget for de gamle. Man investere i børnene, mens de gamle stort set er unyttige og til besvær.
- At investere i børnene? Hvad mener du med det?
- At sørge for, at de trives godt, så de er dygtige og stærke når de skal ud i erhvervslivet. De fleste er kun gode mod de gamle af medlidenhed eller anstændighed.
48. - Jamen, de gamle er jo kronen på livet!?
Jo flere gamle mennesker der bor hos os, og jo ældre de er, des tydeligere ser vi, at vores fællesskab lykkes. Vi er stolte af vores gamle.
49. - Er I stolte af jeres gamle? Vi er stolte af vores børn.
- Stolte af jeres børn? Det er vi ikke. Dem er vi taknemmelige for. Hvad er der at være stolt af?
- Dem har vi jo selv lavet.
- Det har I da ikke! De er jo blot kommet igennem jer. Og det kan I da kun være taknemmelige for.
- Det kan du have ret i.
50. - Men så glæder I jer ikke til at blive gamle?
- Nej, hos os bliver de fleste triste ved at tænke på deres alderdom.
- Hvordan kan I så have glade børn? Hvordan kan I selv være glade?
- Glæde? Ja, den sætter vi vel ikke særlig højt hos os.
- Men når I selv og jeres børn ikke oplever at de gamle er lykkelige, - hvordan kan I så være lykkelige?
- Lykkelige? Lykkelige gamle mennesker? Det ser vi sjældent hos os.
*3.