|
SolMånens Forlag v / D a n k w a r d E. N i e l s e n |
|
OM BAKTERIER OG ANDET SMÅKRAVL
230. - HVORDAN MED bakterierne, med virus og alt det andet småkravl?
- De er på en måde de vanskeligste at komme i åndelig kontakt med.
- Hvorfor det? De er da meget simplere i deres fysiske udtryk?
Er de ikke mere primitive ånder?
- Ingen ånd er primitiv, ingen Stjerne er mindre værd, eller mindre udviklet, end andre. Prøv at huske det!
231. - Men hvorfor er de vanskelige at kommunikere med? Fordi de er os for fremmede?
- Tværtimod. De er os for nære. En del af dem lever jo inde i os, i vores fordøjelse, ja, mange andre steder.
232. - Er der bakterier andre steder end i tarmene?
- Vi taler jo ikke kun om bakterierne, men også om f.eks. de hvide blodlegemer.
- Hvad for noget?!
- De er af en anden art, en anden Stjerne, end vi selv er, ja. -
Det grundede jeg lidt over og så mig selv befolket af et utal af fremmede væsner. Så spurgte jeg:
233. - Hvorfor er de da svære at kommunikere med, når de nu er så nære?
- Fordi de i så høj grad er en del af os selv - altså af vores oplevelse af os selv som jordiske væsner. Det er umådelig svært at skille dem ud fra os. Men det behøver vi heller ikke.
- Hvad mener du?
234. - Tænk blot på dig selv, din mave og din krop med kærlighed. Hav venlige, taknemmelige tanker om alle dine hjælpere, dine venner i det som du kalder din krop.
- Er det da ikke min krop?
- Det er jeres krop.
- Vores? - Og igen følte jeg mig med et vist ubehag overbefolket.
235. - Ja. Når du helt igennem elsker det, som de er i dig og gør for dig, vil du altid være rask.
- Hvordan det?
- Hvis du har modvilje mod dit liv og er bange for sygdom og død, forringer du deres mulighed for at være virksomme inde i dig. Og så kan de ikke hjælpe dig ordentligt, og de kan heller ikke passe på, at der ikke kommer fremmede væsner ind i dig, væsner som kun kan skade dig.
- De er altså mine allierede i kampen mod fjendtlige bakterier og virus og den slags?
236. - Du har ingen fjender. Du misforstår. Når du forringer dine hjælperes vilkår i dig, skaber du samtidig sådanne vilkår, som er naturlige for andre Stjerners virksomhed.
- Så er jeg altså selv min egen fjende? Jeg skaber sump hvor der var mark?
- Lige præcis. Men du er ikke din egen fjende. Din angst og dit had er dine fjender. Og selvfølgelig dine skadelige vaner, dine ukærlige lyster. Den verden du omfatter med kærlighed, er alt for lille.
- Den er vel lille, fordi jeg ikke har kraft til at omfatte en større del af virkeligheden?
237. - Det kræver ingen kraft at omfatte hele skabningen med kærlighed, tværtimod: det giver kraft. Det kræver derimod kraft at udelukke skabninger fra sit univers.
- Det har du da vist sagt før, med andre ord.
- Jeg siger det hele tiden med andre ord.
238. - Hvad skal jeg da gøre, når jeg eller en anden bliver syg af bakterier eller andet?
- Bed! Få fred, hav tillid. Tal venligt til dine hjælpere. Tro på deres evne til at hjælpe dig. Tro på deres lyst til at hjælpe dig. De vil intet hellere, end at I skal være sunde sammen. Fjern al angst og alt had i din tanke, dit sind og din krop.. så er du allerede rask!
239. - Så må jeg hellere holde op med at se ned på bakterierne og alle de andre småvæsner, blot fordi de forekommer mig lave og primitive?
- Du har ikke godt af at se ned på nogetsomhelst levende væsen på Jorden. Vi er alle Stjernekroppe på Jorden.
240. - Men hvordan kan jeg så kontakte deres ånd? Det var vist det vi kom bort fra.
- Det kom vi netop ikke bort fra. Først når du har fået et kærligt forhold til alle dine venner, som har krop i din krop, som er del af din krop, kan du sammen med dem og igennem dem komme i åndelig kontakt med alle disse små uanselige væsners Stjerner. Og så kan de nok fortælle dig en helt anden historie om livet på Jorden, end du nogensinde har kunnet forestille dig.
241. - Men hvorfor arbejder jeg sammen med alle disse væsner? Hvorfor kan jeg ikke bare danne mig en krop på Jorden, uden ligesom at komme i familie med bakterier og svampe?
- Alt liv er samspil, både på Jorden og i Himlen.
- Men hvor er individualiteten? Hvor er JEG henne i hele dette samspil? Jeg føler at jeg bliver borte, når jeg tænker som du.
- Du bliver da ikke borte! Du er jo den som spørger!
Eller var det ikke dig som spurgte?
- Jo. Det var mig.
OM GRÆNSER OG VREDE
242. - I SER UD TIL at have det meget fredeligt med hinanden. Men der sker måske ting og sager, mens jeg ikke er her hos Jer?
- Det sker jo at mennesker bliver vrede på hinanden.
- Også hos Jer?
- Det sker at folks grænser udvider sig.
- Grænser?
- De kan støde mod andres grænser.
- Hvad har det med vrede at gøre?
243. - Når din grænse støder mod min grænse og jeg ikke vil vige, kan du da godt blive vred.
- Og så hader jeg dig?
- Måske ikke lige med det samme. Men du kunne komme til det.
244. - Hvordan kan det være, at jeg kunne komme til at støde mod din grænse?
- Fordi du kunne være uopmærksom på, hvor min grænse går.
- Hvad kunne gøre mig uopmærksom på det?
245. - Når du føler at du vokser, kan du føle, at du har brug for mere plads. Du udvider dine grænser. Så kan du støde ind i min. Så kan du blive vred, fordi du tror, at du kan vokse ved at tage min plads. Men det kan du ikke.
- Hvorfor ikke?
- Fordi fysisk vækst er begrænset. Der er plads til alle. Sjælens vækst er ubegrænset. Hvis du tror, at sjælen vokser på samme måde som kroppen, kan du blive meget vred, når jeg ikke viger.
246. - Hvordan kunne jeg komme til at forveksle sjælens vækst med kroppens?
- Det kunne du, hvis din sjæl var fyldt med begær efter fysiske ting og sansninger.
- Og det ville den være, hvis...
- ...hvis din sjæl ikke søgte sit eget, men kroppens.
- Altså er sjælens behov og kroppens behov forskellige.
- Ja, hvad hjælper det at spise brød, når man er tørstig?
247. - Men vil sjælen da ikke gerne nyde kroppens lyst?
- Jo, meget!
- Så er det da kun naturligt, at enhver stræber efter at eje så meget som muligt, som kan give nydelse.
- Enhver burde stræbe efter at nyde så meget som muligt.
- Er det ikke det samme?
248. - Vi forveksler ofte mange ting med meget.
- Hvad mener du?
- At nyde mange ting er ikke det samme som at nyde meget. Jo større mængde vi nyder, des mindre nyder vi. Som regel.
- Hvorfor det?
- Fordi mængden leder opmærksomheden bort fra kvaliteten, hen til gentagelsen. Opmærksomhed på mængden er som et træ der ligger på jorden, opmærksomhed på kvaliteten er som et træ der vokser fra sin rod og op mod himlen.
249. - Det var et godt billede. Sjælen som et træ... Sjælen som vokser fra Jorden op i himlen... Op i stadig finere energier...
- Eller omvendt: sjælen som et træ, der vokser ud af himlen ned i jorden. Har du ikke set, hvordan kraften kommer fra himlen og gradvist bliver tættere og tættere, indtil den tilsidst bliver til et blad og en gren og en stamme og en rod?
- Næ.. jo, var det det jeg så? Dengang ude på dit kraftsted?
Jeg så det som kraft, der gik fra jorden og udefter.
- Sådan er du nok vant til at se det. Det fine er ikke bedre end det grove. Kvalitet er, når alt er på sin rette plads, når kraften er fin i det fine og grov i det grove, når den er uforstyrret, ren, fuldkommen.
250. - Men vreden, vi kom bort fra vreden.
- Vrede er forvredet kraft. - (Han sagde faktisk noget lignende som: 'væltet træ - mange vandskud'. Ordet for 'vandskud' betyder 'ufrugtbar, forvirret, splittet kraft'.)
- Men vrede kan være meget stærk og den kan fylde meget. Hele lande og kontinenter kan være opfyldt af vrede!
- Vrede kan være stærk, men den har ingen varighed.
- Vrede skaber ny vrede!
- Ikke nødvendigvis. Vrede kan blive til venskab. Vrede kan blive til fred.
251. - Ja, det sker. Men hvordan undgår jeg vreden? Hvordan undgår jeg at blive vred? Hvordan undgår jeg andres vrede?
- Vær som et træ, voks opad, der er plads til alle. I sjælens og åndens verden skygger vi ikke for hinanden.
- Men hvis jeg alligevel bliver angrebet af andre menneskers vrede?
- Vær rodfast. Svaj for vinden.
- Og hvis jeg alligevel knækker?
- Du er ikke et træ. Du er et menneske. Flyt dig!
- Det siger du så let. Som menneske kan jeg være bundet til hus og hjem og familie. Jeg kan ikke bare sådan flytte mig.
- Når du har flyttet dig i dit indre, behøver du ikke flytte dig i det ydre.
- Jeg kender til krig. Dér er der ingen der bliver skånet.
252. - Hvis dine børns liv er truet, og du ikke kan flytte dig i det ydre, så forsvar deres liv. Om nødvendigt med dit liv!
- Der findes altså en grund til krig - også i din verden?
- Ikke til krig, men til kamp.
253. - Må jeg ikke forsvare mig selv?
- Ikke med dit liv.
- Men mine børns liv må jeg forsvare med mit liv. Hvorfor det?
254. - Hos os siger vi, at vi skal forsvare vores børns liv, ikke deres ejendom og hjem, men deres helbred og fremtid. Det skal vi, fordi de er vores kærlighed til Jorden, på Jorden. Hvis vi dør, vil vores kærlighed ikke dø. Men hvis vores børn dør, vil vores kærlighed dø.
- Og det er det værste, der kan ske?
- Ikke at vores børn dør, for de har som alle mennesker deres egen bane. Men at vores kærlighed til Jorden dør.
Og den vil dø, hvis vi ikke forsvarer de mennesker, hvori vores kærlighed lever på Jorden.
255. - Men jeg tænkte jo egentlig mere på den daglige vrede mellem mennesker. Jeg har aldrig hørt en vred bemærkning eller set en vred handling, når jeg har været her hos Jer. Men der er jo så meget, jeg ikke ser.
- Vrede er usund, det véd alle. Gammel vrede er dødelig gift.
- Hvad gør I, når I alligevel bliver vrede?
- Vi laver en Hade-rota hver den sidste lørdag før nymåne.
- En Hade-rota?
Jeg troede, en rota var en genforbindelse med Stjernen?
- Livet er en rota, et hjul der drejer både op og ned.
En rota hjælper hjulet med at dreje frit.
256. - Hvordan foregår sådan en Hade-rota?
- Har du lagt mærke til den gruppe træer, der står lige syd for vores landsby?
- Inde mellem markerne?
- Ja. Det er vores Hade-sted.
- Har I et hade-sted!?
- Dér går vi hen, hvis vi er vrede eller hadefulde og giver luft for vores følelser.
- Helt uhæmmet?
- Helt uhæmmet, når det passer os.
- Så er dette sted vel fuldt af dårlig energi?
- Nej, vi forvandler den ved hver Hade-rota.
- Hvordan?
257. - Alle som er vrede på nogen, kan gå ind på pladsen og give luft for deres had og vrede overfor hinanden. Den man er vred på, behøver ikke være tilstede med sin krop. Rundt om Hadestedet laver fællesskabet en rota, der opfanger de forvredne former og forvandler dem til sommerfugle,
som næres af kronens nektar og bestøver hjerterne.
- Mener du at det er en rota, som transformerer vreden til venskab?
- Ja. Det er en lidt upræcis måde at sige det på.
- Det vil sige, at man kan skabe fred!
- Nej, det kan vi ikke. Men: Vi kan skabe forudsætningerne for, at freden kan indfinde sig.
258. - Jeg ser den ene efter den anden komme op på scenen og skælde ud på en virkelig eller imaginær person. Er det sådan det foregår?
- Ja, vi kan skændes bravt og uhæmmet, hvis vi har brug for det.
259. - Hvad sker der før og efter skænderierne?
- Nogle gange skaber vi før Hade-rotaen en forvreden energi på stedet, andre gange skabes der forinden en blid, harmonisk energi. Ved hjælp af fællesskabets kraft binder vi al vreden til en sten, som ligger midt på pladsen.
Den lægger vi til slut på bålet, og når den gløder, forvandles hadets kraft til kærlighed og varme.
260. - Tror I selv på, at vreden kan bindes til en sten og så af ilden forvandles til kærlighed?
- Hvad mener du? Selvfølgelig tror vi det. Vi tror da på vores leg!
- Leg?
- Enhver rota er en leg, lige så ubekymret og lige så alvorlig som børns leg. Kun i legen er alting muligt.
261. Vi afslutter rotaen, ved at de som var vrede, går fra Hadestedet og igen bliver en del af fællesskabet. Vi synes at det er meget vigtigt, at Hade-rotaen slutter i harmoni, i fred og blidhed. Og vi går altid samlede fra Hade-stedet.
262. - Jeg forstår ikke, hvorfor du siger at I leger. Vrede folk leger ikke.
- Det er derfor, de er vrede! Kun når vi leger som børn leger, er vi helt med i det vi gør. Derfor siger vi: Så leger vi, at denne sten modtager og samler al den dårlige kraft her.
Og så leger vi, at vores ild forvandler denne dårlige kraft til dejlig varme. Og så er vi venner igen.
BORDBØN
263. Hør, du min Stjerne, tal
med alle andre Stjerner!
Og lad mig takke for den mad
som står på bordet her,
til mig og mine!
Og sig til alle andre Stjerner,
at vi må dele
den mindste krumme
og det største måltid
med alle mennesker på Jorden,
at ingen sulter, ingen lider nød.
Ja, lad mig være glad for det jeg har,
og lad mig dele glæden
med alle dem jeg spiser sammen med.
Tak!
OVERGIVELSEN
A.
264. EN TIDLIG EFTERMIDDAG fandt jeg mig selv i Helliglunden. Jeg lagde mærke til, at et af Livstræerne var pyntet med hvide bånd og blomster. Jorden omkring træet var belagt med smukke stoffer, blomster og grene.
Der stod en del små og større figurer af en kvinde i forskellige aldre og situationer. Nogle var livlige i farverne, andre så ud som om de var lavet af en slags ler.
265. Syd for træet var der gravet et hul. Det var ikke dybere, end at kun mine ben ville være skjult, hvis jeg stillede mig på bunden af det. Den opgravede jord var dækket af et smukt broderet grønt klæde. Hullet var stort nok til, at jeg mageligt ville kunne have ligget i det. Det var foret med stof af en meget fin kvalitet i regnbuens farver, rødt nederst.
266. Hvad skulle der mon ske her? En indvielse? En offerhandling?
I det fjerne kunne jeg høre trommer, musik og sang. En stor flok mennesker nærmede sig. De gik i en slags procession. Seks eller otte af dem bar noget på deres skuldre: det lignede et lavt, aflangt telt i gyldne og røde farver.
267. Hele vejen op til træet var bestrøet med grene. Blomster og små farvede flag med inskriptioner stod langs med vejen. Jeg kunne ikke læse, hvad der stod på flagene. På begge sider af processionen, foran og bag den, så jeg en flok dansere i fantastiske kostumer, de dansede ind og ud mellem flagene, ind og ud mellem menneskene i processionen, hvirvlede foran og bagved optoget.
Musikken var rolig og smuk, trommernes rytme var hurtig og markant, uden at virke hidsig. Der var ikke noget dramatisk eller højtideligt, muntert eller sørgeligt over sceneriet, men - måske kan jeg kalde det: noget inderligt og intenst. Jeg trak mig tilbage under nogle træer. Jeg ville ikke være i vejen.
268. Da optoget nåede det pyntede Livstræ, blev musikken meget rolig og enkel, trommerne dunkede langsomt og dæmpet.
Det gyldne telt blev båret to gange Jordens vej* rundt om træet mens alle fulgte efter det.
Af og til hørte jeg sang, men jeg kunne ikke forstå ordene. Teltet blev sænket ned i det udsmykkede hul, alle stod stille og musikken tav. Da hørte jeg en enkel, klar og stærk stemme. Nu forstod jeg ordene, og de gjorde et dybt indtryk på mig. Jeg vil prøve at gengive dem, så godt som jeg kan huske dem:
269. Oh, kære Jord!
Tag imod denne krop,
som Laora nu har forladt.
Tag med glæde imod
Laora's legeme,
så det igen bliver del af dit liv!
270. Vi takker dig dybt for din gave,
dengang du lod Laora fødes
i denne krop af jord.
Vi takker dig for vandet,
for maden og luften,
som du så gavmildt har delt med Laora!
Vi takker dig ,
for at hun måtte gå på dig
og leve af din krop,
i din verden.
Vi takker dig,
fordi hun måtte give liv
til liv på denne Jord!
271. Tag imod vores gave!
Den er fyldt med livets spor,
fyldt med erfaring,
fyldt med Stjernernes mønstre!
Lad dig berige af livets erindring!
Laoras Livstræ!
Tag imod hendes Stjernes bolig,
lad den blive en del af din helhed.
272. Laora! Laora!
Giv nu afkald på din krop!
Overgiv din krop til Jorden,
som vi nu overgiver den
til dit Hellige Træ!
Vi overgiver,
vi overgiver Laoras krop til dig,
oh, kære Jord!
273. Dette er vist hovedtrækkene i det som jeg hørte. Jeg forstod nu, at jeg var vidne til en begravelse. Nogle yngre mennesker stod frem og takkede højt for, at de fik lov til at få deres Jordeliv gennem Laora's krop. Det var den nydødes børn. Så stod en mand frem og takkede for at han havde fået lov til at dele krop, sjæl og ånd med denne kvinde. Mange stod frem og havde meget at takke for.
De takkede Laora, de takkede Jorden, de takkede Laora's Stjerne. Alt imens de talte, vedblev de andre langsomt at gå Jordens vej omkring Træet.
274. Der blev en lang tavshed. Alle stod stille eller lå på knæ. Det var som om Træet, vinden og vejret gav dem et svar, som de kunne glædes ved.
275. Så lød den dybeste af trommerne med langsomme, dæmpede slag. Et urhorn* lod sig høre.
Menneskene vandrede atter langsomt rundt om træet, tavse. Af og til tog den ene eller den anden en af kvindefigurerne og satte den forsigtigt ned i graven.
276. Klædet over den opgravede jord blev lagt over teltet. Én efter én tog deltagerne en håndfuld jord, de spyttede på den og dryssede den ned over det gyldne telt.
277. Da alle havde gjort det - nogle syntes at gøre det to-tre gange -skiftede rytmen og musikken blev igen livligere, og nu gik alle hurtigt tre gange Solens vej* omkring Træet mens de sang en sang, jeg ikke kunne forstå. De gik i grupper bort fra Træet, den vej de var kommet.
Nogle dansere dansede af og til, af og til hørtes der sang.
278. Én af de sidste, der forlod træet, kom hen til mig. Det var den Gamle. Jeg havde slet ikke lagt mærke til ham i menneskeflokken. Vi talte ikke sammen, mens vi langsomt gik hjem til hans hus. Jeg ville gerne have spurgt ham om en hel masse, men han så blot på mig og gav mig en varm kop te.
279. Nogen tid efter fandt jeg mig selv igen i min stue. Nu havde jeg ikke mere lyst til at spørge om noget. Jeg skrev blot ned, hvad jeg havde oplevet. Måske var det mærkeligt, men jeg følte en dyb og rund glæde i mit sind.
B.
280. Samme dags aften var jeg atter på rejse. Jeg kom til et stort rum, hvori der sad halvtreds eller hundrede mennesker, jeg kunne slet ikke se dem allesammen. Der var halvmørkt.
I midten af rummet brændte et lille bål. Der lugtede dejligt af krydret brænderøg.
281. Der var lange perioder af tavshed, så lød der musik, så lød der mumlen, så hørte jeg sang. De som sad nærmest bålet foretog sig af og til sig nogle ting, jeg ikke kunne se tydeligt. Der lød dybe trommer, skarpe, smældende trommer, urhorn og en art skalmejer. Indimellem lød der pludselig en vældig gongong, så cymbler, så fløjter, så spillede de sammen, så hver for sig. Dybe menneskestemmer, høje menneskestemmer, messende, melodiske, så i kor.
282. Hvor var jeg? Hvad skete der?
Hvilken ro, hvilken inderlighed også her!
283. Nu så jeg det tydeligt: en mand rejste sig, nogen rakte ham en rød snor, han holdt den højt over bålet og sagde med klar stemme:
284. Laora! Laora!
Lyt til os, Laora!
Nu er du på vej derhen,
hvor du vil jævne
alt, som du har gjort ujævnt
i dit jordiske liv.
Smil trygt til guderne!
Hav tillid, de vil smile igen.
Du vil ikke blive straffet.
For nu vil du selv jævne det ujævne.
Nu vil du selv give krigen fred.
Og alt det ujævne,
som andre har skabt i dit jordeliv,
vil jævnes, hav tillid, det jævnes.
285. Se dig ikke tilbage.
Lad ikke vores sorg binde dig.
Vend dit ansigt mod lyset!
Se, dine venner gennem tiderne modtager dig.
286. Se, din godhed lyser på din vej,
din kærlighed er din næring.
Også den godhed, også den kærlighed,
som ikke fandt udtryk på jorden,
er nu lys og næring for dig.
For nu er dit inderste yderst og dit yderste inderst.
287. Lad ikke vores sorg og klage
formørke din glæde over den verden af lys,
som du nu er på vej ind i.
Lad din jordiske blindhed bag dig!
Se med de øjne, du nu har fået
og se den uendelige skønhed overalt i livet.
Vid, at du ikke er borte fra os.
Vid, at hver kærlig berøring i kroppen,
er åndens tale i kødet.
Nu kan du tale uden omsvøb til os,
nu kan du tale uden krop til os.
288. Giv dig tid!
Når du om en måned er spiret ind i din nye verden,
når du har fået rod og vækst,
da tal til os, da giv os din kærlighed,
som vi vil give dig vores, nu og altid.
Du menneskefrø i himlen!
Voks dig sund og stærk!
Sæt frø til nyt liv på jorden!
289. Vi giver afkald på din krop.
Vi giver afkald på din lugt.
Vi giver afkald på din stemme.
Vi giver afkald på dine handlinger.
Vi giver afkald på din varme.
Vi giver afkald på dit ansigt.
Vi løsner os fra alle bånd, vi har til dig.
Vi løsner alle knuder, vi løsner alle sløjfer.
Nu kan vi møde dig i kærlighed,
nu er der ingen afstand,
nu kan du være helt nær.
Vi giver afkald på dit navn.
Vi løsner dit navn fra alle bånd,
fra alle knuder og sløjfer.
Vi giver afkald på dit billede.
Vi løsner dit billede fra alle bånd,
fra alle knuder og sløjfer.
Vi giver afkald på dig, Laora,
så du kan være os nær.
290. Laora! Laora! Vi overgiver dig!
Vi overgiver dig nu til dit nye liv!
291. Manden ved bålet sænkede den røde snor og ilden brændte den over. Han gav de to stykker snor til nogle af dem som sad omkring ham. Han fik rakt et stykke papir og lagde det i bålet, han fik rakt et andet stykke papir - var det en tegning, et fotografi? - og lagde det på bålet.
Tilsidst tog han noget op af en pose, han havde i en snor om livet. Jeg kunne ikke se, hvad det var. Han holdt det højt og alle rejste sig, langsomt, værdigt. Også det, han havde i hånden, lagde han i ilden, mens han råbte:
292. Med dit øje af lys, i lyset,
ser du nu lyset,
dit legemes lys
i Jordens lys.
Du ser lyset
stråle fra dit afsjælede legeme,
fra Jordens Glødende Hjerte!
Mørket er svundet
fra dine øjne.
Velsign os, du døde,
så vi kan se!
293. De nærmeste kastede en håndfuld røgelse ind i bålet, og langsomt gik alle de tilstedeværende hen til bålet og kastede røgelse ind i flammerne. Rummet fyldtes af en overvældende vellugt, mens den kraftige røg steg op som en søjle og spredte sig under taget. Da åbnedes en luge øverst i det hvælvede tag og røgen forlod rummets begrænsning. I samme øjeblik lød den skønneste musik, blid og himmelsk, og nu hørte jeg gråd, ja, mange græd, men gråden lød ikke som klage, snarere som en forløsning, en fortrøstning, en befrielse.
294. Jeg véd ikke hvorfor, men pludselig følte jeg at jeg måtte
forlade stedet, måske trængte jeg blot til frisk luft, måske følte jeg at min nærværelse var upassende?
Jeg vendte mig om i døren og så rummet oplyst af tændte kærter, enhver havde et levende lys i hånden - og de holdt hinanden i hænderne. Uden for stod den Gamle.
295. Vejret var lunt, vi gik en stund og satte os under et træ.
Jeg sagde:
- Hvor var det smukt! Er det sådan I tager afsked med Jeres døde?
- Afsked? Vi kalder det Overgivelsen.
296. - Jeg troede at den begravelse, jeg så i eftermiddags, var alt som I gør, når nogen hos Jer er døde.
- Det, du så i eftermiddags, kan du kalde en begravelse. Dér gav vi Laora's legeme tilbage til Jorden.
Denne rota handler om overgivelse, om afkald.
- Om afkald?
297. - Vi samles omkring et bål eller en flamme og giver afkald på enhver binding til den nydøde. Sorgen skal ikke være en unyttig smerte, men en hjælp for de efterladte og for den nydøde.
- Så har den nydøde altså også gavn af denne rota?
- Den nydøde har brug for, at vi aktivt giver afkald på enhver binding til hende eller ham, for at den nydøde ikke skal se tilbage, men fuld af forventning og åbenhed kan gå ind i sin nye tilværelse.
298. - Hvad med sorgen? Er den ikke en god og naturlig følelse?
- De efterladtes sorg og smerte er som en navlesnor, der ikke bliver klippet... men hvem lader vel sin nyfødte være forbundet med sin moderkage længere end nødvendigt?
Vi, de efterladte, er for den nydøde som moderkagen for den nyfødte. Derfor gør vi alt hvad vi kan, for at give den nydøde frihed i sin nye tilværelse.
- Men bliver sorgen lettere at bære?
- Denne rota kan give adskillelsen og befrielsen en form og en mening, en retning.
299. - Hvorfor kalder I den Overgivelsen?
- Fordi vi overgiver os til adskillelsen. Fordi vi overgiver legemet til Jorden. Fordi vi overgiver den dødes sjæl til sit nye liv i Himlen.
- At overgive er mere end at give afkald?
- I overgivelsen er der både frivillighed og omsorg.
300. - Hvad var det, som manden tog ud af sin pose tilsidst?
- Det var en tot af den nydødes hår.
- Hvorfor hår?
- Fordi dette hår indeholder den nydødes væsensmønster. Dette befries når håret brændes.
- Hvis det forholder sig sådan, måtte I da hellere brænde alt håret, eller måske snarere hele den dødes krop, for dens livsmønster er vel i hele kroppen?
301. - Befrielsen sker ikke, blot fordi noget hår brænder. Den sker heller ikke, blot fordi noget kød brænder. Befrielsen sker mellem os og den nydøde. Vi giver afkald på den nydødes fysiske nærvær.
Det er denne vilje til afkald, der gør, at befrielsen sker, både for os og den nydøde. Det frigjorte mønster er det middel, hvormed befrielsen sker, vores vilje til afkald er den kraft hvormed befrielsen sker.
- Så er forbrændingen af håret altså symbolsk?
302. - Når vi hilser den nydøde velkommen i den anden verden, er denne handling ikke kun symbolsk for fraknytningen fra Jordelivet. Den er hovedsagelig en konkret hjælp til den ny-døde, fordi vores energi under afbrændingen skaber et stærkt felt af fraknytning: afkald og befrielse. Det samme sker når vi brænder den nydødes billede, for også dette indeholder den nydødes væsensmønster.
- Brænder alle et billede af deres kære, som er døde?
- Nej, andre har et billede af den nydøde med sig under rotaen og tar det med hjem som kilde til kontakt og kraft.
303. - Men den røde snor, der blev brændt over.. det var da en symbolsk handling?
- Ja, den kan du kalde symbolsk. Den er et symbol på vores jordiske forbundethed, på følelsernes navlesnor. Den er tegnet på vores vilje til afkald. Derfor brændes den først.
304. - Hvem var det, der fik de to stumper?
- Hendes mand og hendes yngste barn. Måske gemmer de dem som et minde om deres afkald.
305. - Afkald er alt?
- Nej, afkald er ikke alt, men det er måske det sværeste. Måske er vores gode ønsker det vigtigste. Og sammen med ønskerne vores genforbindelse med den nydøde i den usynlige verden. Vi kan ikke være sammen med de døde, før vi har givet afkald på deres jordiske nærvær.
306. - Hvad var det for et stykke papir, jeg så blive brændt?
- Det var et stykke papir med den nydødes navn på, den ny-dødes meget smukt skrevne navn. I det smukke ligger der en æresbevisning. I navnet findes - som i håret - den nydødes jordiske livsmønster.
- Bærer navnet også vores væsens mønster?
- Ja, i allerhøjeste grad. Derfor er det noget af det sværeste: at give afkald på den nydødes navn.
307. - Give afkald på navnet?
- Ja, opløse det.
- Opløse navnet?
- Ja, løsne det fra alle sanselige bindinger.
- Vil det sige, at I prøver at glemme de dødes navne?
- Nej, tværtimod, men vi renser dem fra jordisk tilknytning. Nogle giver af denne grund deres nydøde et nyt navn, ligesom et nyfødt menneske jo får et nyt navn.
- Er det hensigtsmæssigt?
- Måske. Men det er ikke nødvendigt.
308. - For hvis skyld opløser I navnet? For den nydøde eller de efterladte?
- For begge. Dog mest for den nydøde, som har brug for at vi på alle måder letter fødslen ind i den ny verden.
- Er det, at opløse navnet, det samme som at slette erindringen om den døde?
- Nej, det er at ophæve bindingen til erindringen. Så erindringen kan blive et mønster fyldt med visdom.
309. - Er der andre grunde til at opløse navnet?
- At opløse navnet er at bringe det i overensstemmelse med den nydødes nuværende tilstand. Kun det opløste navn kan skabe en sand og fri forbindelse mellem os og de døde. -
310. Jeg kunne fornemme at jeg forstod, hvad han mente, men min tanke kunne slet ikke følge med. Derfor spurgte jeg om noget andet:
311. - Nu så jeg kun så lidt af rotaen. Hvor lang tid tar den?
- Fra en halv time til et døgn, det er meget forskelligt.
Nogle følger den nydøde på rejse i tre døgn og hjælper vedkommende med meditation, bønner og gode ønsker.
- Det er altså godt at være i kontakt med den nydøde?
- Kontakten er der altid. Denne kontakt gør det jo muligt at hjælpe den nydøde, at sende mod og kraft og fortrøstning.
312. - Kan jeg også tale med nydøde? Kan den nydøde fortælle mig hvordan det er at være død?
- Det er ikke godt at søge kontakt med den nydøde, før der er gået en hel måned.
Først når Månen igen står det sted, hvor den stod, da den nydøde forlod sin krop, er den grundlæggende binding til Jordelivet opløst. Først da er 'såret' helet så meget, at den nydøde uden smerte og længsel kan vende sin opmærksomhed mod de efterladte.
313. - Hvordan kan jeg tale med de døde?
- Tænk på den døde med kærlighed. Stil dine spørgsmål med din mund eller i dit sind. Lyt, men forvent ikke et svar i det sprog du taler. Forvent ikke at svaret følger efter dit spørgsmål. For den døde er tid noget andet end for dig.
Måske har du allerede fået svaret inden du spørger.
- Hvad kan jeg spørge om?
- Hvad har du lyst til at vide? Vi spørger sjældent de døde om noget, tror jeg. Når vi har den rette kontakt med dem, flyder deres viden til os og vores viden til dem.
- I en ordløs kommunikation?
- Ja.
314. - Hvad gør I, hvis I ikke kan begrave den nydøde under dennes Livstræ?
- Hvis den nydødes krop ikke kan begraves under Livstræet, bringer vi noget af den dødes hår til dets rødder. Og vi brænder lidt af håret under Overgivelsen.
315. - Da jeg i eftermiddags stod i Helliglunden, troede jeg at der skulle være fest! Der var pyntet, der var musik og dans!
Det var først da jeg hørte ordene, at det gik op for mig, at det var et menneske, I var ved at begrave.
Det var meget underligt for mig.
- Ved gravlægning pynter vi jorden op til fest og ikke til sorg!
Vi pynter jorden som udtryk for vores taknemmelighed.
- Jamen, musikken, trommerne, den hvirvlende dans! Gør I altid sådan når I begraver folk?
- Nej, nogle begraver deres døde i stilhed.
316. - Hvad er meningen med denne dans? Jeg mærkede ingen højtidelighed, ingen sorg!
- Dansen vækker Jorden og forbereder den til at modtage den nydødes krop med glæde. Den hvirvlende trommedans er som den hvirvlende livsenergi i den organiske verden.
- Men føler I da ingen sorg, når I begraver Jeres døde?
- Jo, men selvom sorgen er stor, er begravelsen ingen sørgelig hændelse.
- En begravelse er da noget af det sørgeligste, jeg kender!
317. - Sørg ikke ved den nydødes krop, tag ikke afsked ved graven! Den nydøde er ikke i kroppen, ejheller i graven. Den nydøde lever i den kropsløse verden. Din sorg er at du giver slip på den nydødes fysiske nærvær. Lad din sorg blive til en bro mellem to Stjerner! Hils den nydøde velkommen i det nye liv.
318. -Nu så jeg ikke afslutningen af begravelsen. Fortsætter dansen?
- Ja. På tilbagevejen er der igen trommedans. Livsbekræftende dans.
- Danser de pårørende også?
- De som har lyst til at danse, de danser. Dans er en god befrielse fra det knugende i sorgen for mange.
319. - Jeg så nogle små figurer omkring træet, som siden blev sat ned til den døde. Hvad er meningen med disse figurer? Hvad var de lavet af?
- De var lavet af en speciel brøddejg. De gengav forskellige situationer i Laora's liv, situationer som den ene eller den anden måske har svært ved at glemme. Meget dyrebare erindringer. Eller måske et muntert øjeblik i hendes liv.
- I min verden sætter vi sten på gravene, for at mindes de døde. Jeg så ingen sten i Helliglunden.
- Vi sætter aldrig sten på graven. Vi nøjes med en lille plade fladt på jorden, hvorpå navn og data står. Gravmonumenter holder den døde fast ved den fysiske tilværelse. Mindepladen giver slægten et fokuspunkt på Jorden.
320. - Jeg så børn danse og fjolle omkring!?
- Ja, var det ikke dejligt?
- Vi rejste os og gik bort fra træet, hen imod den Gamles hus. Få øjeblikke efter fandt jeg mig selv igen i min stue.
Jeg brændte lidt enebærtræ, hvis dejlige duft gjorde det lettere for mig at huske alt det, som jeg havde oplevet denne aften.
Så skrev jeg det ned, som du nu har læst.