SolMånens Forlag
    v / D a n k w a r d  E.  N i e l s e n 
O-U-A

EN ROTA

607. MANGE DAGE EFTER gik jeg endnu og ærgrede mig over, at jeg havde været så forfængelig, at jeg måtte se mig selv i spejlet. Jeg ville så gerne have oplevet deres Fredags-rota. Men var det nu forfængeligheden i sig selv, der havde forårsaget min afsked med den Gamle? Måtte jeg ikke se, hvor flot jeg var? Eller var det snarere, at jeg blev så selvoptaget, at jeg glemte den verden, jeg var i, og derfor røg tilbage til min egen verden?

608. Men er forfængelighed ikke netop selvoptagethed? Hvad var så meningen med at lægge mig et så flot skarlagensrødt slag om skuldrene? En fristelse? Det lignede ikke den Gamle at friste mig eller at lokke mig i fælder. Hvordan kunne jeg have reageret i stedet for?

609. Jeg ønskede brændende at spørge den Gamle om råd, om en forklaring. Jeg tænkte, at jeg måske kunne genskabe den situation, som førte til at jeg så den Gamle og gik efter ham ind i hans land.
Jeg fyldte en stor skål med vand og forsøgte at stirre tanketomt ind i den, men det førte ikke til noget. Jeg tænkte på at kalde på ham, men hvad hed han egentlig?
Jeg prøvede at se ham og Rota-huset for mig, men det blev kun til gamle halvslidte sort-hvide billeder. Jeg prøvede på at sætte mig ind i hans tanker, prøvede at trænge ind i dem, men det førte heller ikke til noget, for selv når jeg var sammen med ham, kunne jeg jo ikke på nogen måde fornemme, hvordan han tænkte.

610. Jeg gik op på loftet og hentede alle mulige gemme-klude ned. Jeg stillede mig foran mit store spejl og tog den ene efter den anden flotte dug over skuldrene, men jeg havde ikke nogen, der var så flot som det skarlagensrøde slag.
Efterhånden syntes jeg at det var sjovt at klæde mig ud.
Jeg tænkte: hvordan ville jeg klæde mig, hvis jeg skulle til Fredags-rota nu? I pænt tøj, i almindeligt tøj, i fantasitøj? Hvad ville tage sig bedst ud? Hvad ville de andre få størst glæde af?

611. I dette øjeblik gik døren op og den Gamle kom ind.
- Jeg har lige været ovre hos naboen og lånt denne her! - og han viste mig en slags grønlig baret med masser af mærkeligt pynt. Hvor kom den Gamle pludseligt fra?
Men jeg stod jo foran hans spejl! Havde jeg slet ikke været borte? Hvad med alle de mange dage der var gået

siden jeg stod her sidst?
- Sig mig, har jeg slet ikke været borte? - spurgte jeg.
- Nej, du? Jeg har jo lige været borte som du ser.
- Men der er da gået mange dage siden jeg sidst stod her og så i spejlet, lige før vi skulle til Fredags-rotaen.
- Vi skal da ikke til Fredags-rotaen! Tag nu den her på, den passer godt til resten. Den kalder på både planter og dyr.
- Ikke til Fredagsrotaen? - Jeg kiggede i spejlet. Jeg havde løstsiddende grønt tøj på. Jeg opgav at forstå noget som helst. Jeg tog den grønlige baret på hovedet. Det så flot ud. Jeg lignede en meget romantisk og meget legesyg Robin Hood.

612. - Vil de andre kunne lide min dragt? - spurgte jeg.
- De vil blive meget glade for at se dig i den.
- Jeg er lidt beklemt ved at gå et fremmed sted i så uvant tøj.
- Vær inde i dig selv, ikke inde i dit tøj. Dit tøj er en gave, som du bringer med til festen. Alle véd at din gave vil være en bøn om fred med alle naturens væsner.
- Jeg troede at jeg skulle være gæst. Skal jeg da deltage?
- Du kan ikke andet. Men hold du dig blot i baggrunden, hvis du vil. Og dans kun, når du ikke kan lade være.

613. - Hvad skal du selv have på?
- Det her, - og han pegede på sit lidt slidte gråbrunlige tøj og sin gamle hat.
- Jeg troede at du skulle pyntes ligesom jeg.
- Dette er nu min gave.
- Hvad fortæller dit tøj da?
- At jeg ikke er der.
- Selvom du er der?
- Ja. Men du kan altid tale med mig, hvis du vil.
- Hvad betyder det, at du ikke er der?
- At jeg ikke er der for noget bestemt. At jeg ikke kommer med noget ønske. At jeg deltager uden personlig grund. Derfor fylder jeg så lidt, at jeg ligesom ikke er der. Du vil jo være der, du vil jo fylde.
- Jeg vil hellere have sådan noget tøj på som du.
- Tøj er udtryk. Du udtrykker jo ikke det samme som jeg, så derfor ville det være usandt, hvis du gik i samme slags tøj som jeg.
- Jeg begynder at forstå.
- Skal vi gå? -

614. Dagen gik på hæld, men det var langt fra ved at blive mørkt. Da vi nærmede os Rota-huset, så jeg folk komme til, folk som gik ind og ud. Børn legede og jagtede hinanden ind igennem og rundt om huset. Indenfor stod og sad der mennesker i alle aldre, spredt i større eller mindre flokke.
Der blev drukket og spist, stemningen var afslappet og munter. Som en søndagsudflugt i skoven. Vi satte os hen til nogle af den Gamles venner og deltog i deres måltid og munterhed.

615. Nogle yngre mennesker begyndte at feje gulvet, mens andre bar mangeformede fliser ind, som de lagde i et sindringt mønster i en cirkel midt i rummet. Cirklen var ikke ret bred og målte vel tre-fire favne i diameter.
Ved den nordre mur samledes musikerne og pakkede deres instrumenter ud: en mængde urhorn, fløjter og trommer i alle størrelser. Folk samlede deres ting sammen og bar det udenfor, som de ikke havde brug for under rotaen. De syntes at indtage deres pladser, et stort område i midten blev holdt frit.

616. Gennem den nordvestlige port kunne jeg se, at solen måtte være ved at gå ned. Jeg var i en rolig, lidt meditativ stemning, fuld af forventning om hvad der ville komme til at ske.
Men med ét for jeg op, det gøs i hele kroppen, jeg var som elektrificeret: Alle instrumenter lød på én gang, i én lang og voldsom, kaotisk lydbølge.

617. I samme øjeblik kom fire kvinder og fire mænd til syne i den nordre port. Mellem sig bar de noget som mest af alt mindede mig om en slags fladbundet båd. Dens bund var smykket med et tæppe. På tæppet så jeg to puder, en pose, en bue og en stav og to stykker træ. Det ene var lidt buet og ikke større, end at to hænder kunne holde det, det andet var et brædt på omtrent en mandslængde, to fod bredt med en mørk fordybning i midten.

618. Da båden nåede til midten af rummet, standsede det lille optog. Lydbølgen ebbede ud og nu begyndte alle folk at råbe et ord jeg ikke forstod. De gentog det rytmisk et par gange, mens båden blev sat ned på gulvet.

619. Der var ved at blive mørkt udenfor. Portene blev lukket. Nu kom der kun et ganske svagt lys oppe fra åbningen i midten af kuplen. Der var helt stille.
Jeg sad på den lave mur i den østre side og lænede mig op ad én af de mange piller, den Gamle sad ved siden af mig. Jeg kunne lige akkurat skimte nogle mennesker som gik og ordnede noget i midten, hvorefter de forsvandt ud til siderne. Var der nogle som blev dér og satte sig?

620. To hvidklædte skikkelser dukkede op, én fra nord og én fra syd. En enlig hæs fløjte spillede en slags langtrukne kaldelyde, mens de to mennesker roligt bevægede sig ind mod midten og satte sig dér, tæt hos hinanden. Da de havde sat sig, blev der igen stille et øjeblik.
Nu lød der fra midten en meget kort messende sang. Jeg hørte to stemmer, en mands og en kvindes. De syntes at række nogle ting i vejret, eller løftede de blot armene?

621. Da sangen - eller bønnen? - var forbi, lød der nogle klare smældende lyde af træ mod træ. Det var signalet til, at alle begyndte at udstøde en slags strubelyd, som om de råbte eller stønnede, og snart genlød det store runde hus af et rytmisk, orgastisk stemmehav.
Først blev jeg lidt underlig tilmode, men så deltog jeg: det var ikke nogen orgastisk lyd, jeg lod blot stemmen være helt fri.

622. Efter ganske få minutter, forekom det mig, lød en lang, meget høj og skarp fløjtelyd fra midten. Lydene standsede. Igen fuldkommen tavshed, forventningsfuld.
Jeg stirrede ind mod midten, lidt ør af de mange strubelyde. Kunne jeg se noget som glimtede?

623. Jo, pludselig slog en lille flamme op, døde næsten bort og flammede op igen. Alle råbte ahhh!! - sådan lød det i hvert fald for mig - som om der gik en stor lettelse gennem rummet.
En fakkel blev tændt og løftet højt op. Jeg kunne se de to hvidklædte skikkelser, som nu sad pande mod pande, knæ mod knæ.

624. Fire personer gik hen til flammen og tændte hver en fakkel.
De stillede sig i en kreds omkring de to i midten, hver ud for én af portene, og løftede deres fakler højt op. Der lød en enlig, tør og hidsig tromme, bankende, helt uden rytme.

625. Nu havde ildmændene pludselig hver to brændende fakler i hænderne og begyndte at svinge dem omkring sig selv, op og ned og rundt og rundt, i rasende fart. Deres kroppe var næsten ikke til at se, deres fakler tegnede et glødende æg omkring hver. Så fløj faklerne fra den ene til den anden, i begge retninger, det så ud som en dobbelt ring af ild.

626. En stor og meget dyb tromme slog et slag, en fakkel fra den østre ildmand fløj lige imod mig. Jeg fór til siden, men en øvet hånd greb faklen og tændte en ild bag mig, højt over mit hoved, mens faklen blev sat i et hul foran på den søjle, jeg havde sat mig ved. Jeg flyttede mig lidt.

Den dybe tromme lød igen og igen og den næste fakkel fløj mod sydøst og ilden blev tændt dér, så mod syd og sydvest og nordvest.

627. Da alle fem hjørner var oplyst, lød urhornene, og mange trom-mer og fløjter spillede en dæmpet og meget, meget smuk musik. Med ét flammede der en ring af ild omkring parret i midten, tændt af ildmændene som forsvandt i mængden.
Der var igen helt stille et par minutter. Luften blev fyldt med vellugt fra røgelse som steg op fra ringbålet. Parret i midten var nu forenet, hun på hans skød. De var nøgne og sad med ranke rygge, uden bevægelse, ansigt til ansigt.

628. Med ét lød der en kvindestemme fra det sydøstlige hjørne, hun sang en ubeskrivelig smuk og øm og kaldende lille strofe, som straks fik svar af en mandestemme fra det nordvestlige hjørne. De skiftedes til at synge, sang sammen og så igen hver for sig.
Jeg var som fortryllet. Det var som om stemmerne smeltede sammen i midten af rummet og derfra strømmede ud til os med en mængde over- og undertoner. Det lød som et helt kor, men det var kun de to som sang.

629. Den store tromme slog et par slag og alle begyndte at synge en langsom, smuk og ret højtidelig melodi. Den lød som en takkesang og mindede mig om nogle af vores enkleste salmer.

630. Nogle mørkklædte skikkelser bevægede sig hen imod midten, jeg tror de var otte eller ti. De bøjede sig ned og løftede båden med de to elskende op, igen lod alle instrumenter sig høre, med en lang og voldsom lyd, næsten som en sejrsfanfare, som forvandlede sig til en langsom hymne, rolig som dybe åndedrag.
Ildringen åbnedes mod nord og båden bevægede sig mod den nordre port, hvor den blev løftet op og sat på platformen over porten. 'Nå, det er derfor de kalder den Elskovshimlen', tænkte jeg.

631. I mellemtiden var alle fliser blevet skubbet sammen i midten, hvor der nu flammede et bål, der blev større og større, så hele rummet blev oplyst. Folk rejste sig og talte dæmpet sammen. Børn begyndte at fjolle omkring.

632. De forskellige musikere tog deres instrumenter og fordelte sig i rummet, satte sig sammen i mindre grupper og spillede små melodier, den ene melodi her, en anden dér, som om de afprøvede musikkens muligheder de forskellige steder i den store sal. Folk smuttede ud og ind ad små døre, der befandt sig i de store porte. Jeg så spørgende på den Gamle.

- Du må gerne gå ud, hvis du trænger til det, men kom straks ind igen! - sagde han indforstået, og jeg sneg mig udenfor for at lette mig. Jeg var ør og fortumlet, men inde i ørheden tanketom og klar. Jeg var blevet tørstig af spændingen, men hvor var der noget at drikke? Jeg listede ind igen og fandt min plads. Den Gamle var forsvundet.

633. Den store tromme slog tre dybe slag. Musikken forstummede, alle forsamledes tavse i store grupper i hvert hjørne af Rota-huset. Jeg fulgte efter til det sydøstlige hjørne. Her stod et stort fladt kar fyldt med vand.

634. En kvinde tog sine sko og strømper af og steg op i vandet. Hun skyllede sine fødder, stod så op af vandet igen og satte
sig på en lille bænk. Hun tørrede sine fødder, dyppede sine
hænder i et lille kar med olie og gned den ind i sine fødder.
Imens var en mand stået op i karret, og da kvinden igen stod på sine bare fødder på gulvet, satte han sig på bænken.
Hun knælede ned og tørrede og salvede hans fødder.
Han rejste sig og knælede ned overfor hende. Nu havde den næste vasket sine fødder og sad og fik tørret og salvet sine fødder af manden og kvinden. Så smuttede han ned på kvindens plads, mens hun forsvandt ude i rummet.
Den fjerde tog mandens plads og således tørrede og salvede de hinandens fødder.
Når jeg så detaljeret beskriver denne scene, lyder det nok som om det tog ganske lang tid. Men du skulle have set det! Smut, smut! Og så var det snart min tur, og jeg var én af de sidste.
Alt foregik i tavshed, mens musikerne spillede enkle og smukke, søgende lyde og rytmer.

635. Jeg fik en underlig højtidelig følelse, da jeg steg op i karret med det velduftende vand, og da jeg fik tørret og salvet mine fødder, var jeg meget bevæget og følte en underlig kraft risle nedefra op ad mine ben og helt op til hårrødderne.
Fra dette øjeblik var jeg ligesom inde i en anden verden. Jeg hjalp med at tørre og salve de næstes fødder, jeg fandt vejen tilbage til min plads, hvor den Gamle sad og smilede,
barfodet, med en flaske i hånden.
- Drik! - sagde han. Jeg rakte ud og drak.
- Der er så meget ...så meget ...
- ... som du vil spørge om? - spurgte han og fortsatte: - Vent, der bliver god tid senere. - Jeg nikkede og satte mig, men hoppede straks op igen, jeg kunne umuligt sidde ned, jeg måtte føle mine fine nye fødder på det bare gulv af træ.

636. Og så begyndte musikken at spille fra alle retninger i det runde hus. Jeg kan ikke beskrive den.
Som vejr og vind, som jord og hav, som blodets pulsen og
fuglenes flaksende vinger. Blid, harmonisk, med en simpel,
meget hurtig og flyvende rytme.
Folk havde fordelt sig i rummet og stod hver for sig og dansede. Bålet brændte roligt og klart i midten, faklerne og ilden langs væggene flammede og strålede, der lugtede af røgelse og blomstrende planters olier.

637. Jeg gik lidt på stedet og følte mine fødder, mens jeg forundret så på de dansendes mangefarvede skikkelser: ingen flyttede sig fra stedet, men deres fødder bevægede sig, nogle langsomt og ligesom trampende, andre hurtigt og som om de næppe rørte jorden.
Kroppene svajede og drejede og snoede sig i rytmen, nogle begyndte at hvirvle omkring sig selv, andre stod næsten stille.

638. Jeg lukkede øjnene, lydene rislede gennem min krop, jeg
kunne ikke stå imod og nu dansede jeg også, kraften susede op og ned gennem min krop, jeg var bastet og bundet til det sted hvor jeg stod, og samtidig fløj jeg, jeg fløj!
Lyder det mærkeligt? Aldrig havde jeg stået så fast på jorden og aldrig havde jeg bevæget mine fødder så hurtigt! Som om de overhovedet ikke rørte ved jorden. Jeg var vægtløs og fløj gennem rummet og ud til stjernerne. Havde jeg øjnene lukket, var de åbne? Jeg så, men så jeg med åbne øjne?

639. Efter en lille evighed stilnede musikken af. Jeg gled ned på
gulvet, kraftløs, men ikke forpustet. Jeg satte mig op og så mig omkring. Folk lå, sad eller stod og svajede.
Det elskende par over den nordre port sad helt stille, men det så ud som om de skælvede.

640. Jeg fik en mærkelig lyst til at løbe ud, til at løbe langt, langt
væk, ud i kulden og mørket, ud i ensomheden.
Jeg ville rejse mig op, men kunne ikke finde mine ben, så jeg kravlede på alle fire ganske langsomt i retning af den nordre port, men jeg kom ikke langt.

641. Trommerne buldrede og drønede. Var der pludseligt fire eller otte gange så mange trommer i rummet? Hvad skete der? Fløjterne hvinede, urhornene rumlede. Jeg fór op i panisk rædsel og ville ud, men trommerne og fløjterne forstummede lige så brat og kun urhornenes dybe lyde bølgede gennem det store hus. Jeg hørte et skrig her og et råb dér, folk lavede mærkelige, underlige lyde, en lille skrap tromme lød fra midten af rummet: tapTAP, tapTAP, tapTAP..

642. En bjørnelignende skikkelse luntede og dansede omkring bålet, en fugleagtig skikkelse fór hen til ham, hvirvlede omkring ham, bort fra ham og hen til ham igen, med en indtrængende, snerrende, hidsende raslelyd.

643. Igen fik jeg en voldsom trang til at komme ud, komme væk! Jeg fyldtes af en længsel så stor, at jeg slet ikke kunne føle hvad jeg længtes efter: ensomheden, havet, det uendelige rum? Jeg var ved at sprænges, men kunne ikke røre mig af flækken.

644. Da begyndte musikken igen, meget langsommere i rytmen, mere rolig, mere fysisk og meget mere varieret og synkoperet end før. Folk dansede igen, men nu trampede, hvirvlede eller fløj de afsted ind imellem hinanden, nogle mødtes og dansede tæt omslyngede, andre smuttede ligesom søgende afsted.

645. Igen blev jeg grebet af stemningen og musikken og begyndte at lunte omkring. Jeg følte mig stor og tung og meget smidig. Var mine arme luffer? Var mine ben en fiskehale som jeg slog med? Blev jeg til en slange, en fugl?
Senere spurgte jeg den Gamle, hvordan jeg havde danset, men han sagde noget i retning af, at han havde haft travlt med sit eget.

646. Jeg husker at musikken efterhånden steg i hurtighed og
intensitet og at jeg mere og mere hvirvlede omkring.
Jeg husker at jeg så folk som dansede to og to, som om de kun var én, jeg husker par der elskede dansende, jeg husker nogle som rullede tæt omslyngede på gulvet, og så pludselig standsede musikken og der lød et langt skarpt skrig, så mange skrig, jeg stoppede op midt i bevægelsen og stod som frosset fast:
Fra de to elskende oppe i Elskovshimlen strålede et mangefarvet, bølgende, sitrende lys!

647. Langsomt, meget langsomt slappedes mine muskler og jeg gled stille ned på gulvet, mens jeg hev efter vejret.
Ingen musik mere, men pusten og stønnen og små skrig i hele rummet. Efterhånden blev der stille og jeg fik igen ro i min krop og mit sind. Jeg satte mig op: overfor mig sad den Gamle og rakte mig sin grønne flaske med vand.

Det tog lidt tid, før jeg kunne samle mig og finde ud af, hvad den flaske kunne bruges til, og endnu længere tid, før jeg fandt ud af, at jeg kunne række ud efter den, men da jeg endelig havde taget mig et par slurke, følte jeg, at jeg igen var helt tilstede. Jeg stillede flasken mellem os på gulvet og ville sige tak, men kunne overhovedet ikke finde ordene, jeg ville smile, men kunne ikke finde mine ansigtsmuskler.
Den Gamle sad blot roligt og kiggede på mig.

648. Ingen instrumenter spillede mere, her og dér lød en blød stemme med en lille, næsten summende melodi, forstummede igen for at genopstå et andet sted. Der opstod en stigende og faldende bølge af mangefarvede blide stemmer i rummet, som biernes summen, som fædre, der langt borte synger til deres sovende børn.

649. Jeg kunne mærke dem, jeg kunne mærke alle mennesker, der var i det store hus, hver eneste én kunne jeg føle omkring mig og i mig, og alligevel var det som om jeg ikke var tilstede, men blot var en del af et flydende hav.

650. Jeg sukkede. Jeg sukkede meget dybt, kan jeg huske, og så så jeg op og ind i den Gamles øjne. Men det var ikke den Gamle, der sad overfor mig, der sad en dreng på et år eller to, som havde et meget blødt lysskær omkring sig og legede med den grønne flaske. Jeg var holdt op med at undre mig og sad blot stille og nød at se den lille dreng, som forekom mig meget bekendt. Så rejste jeg mig, bukkede mig ned, løftede ham op og holdt ham i mine arme. Da så jeg, at jeg stod med den Gamle i min favn.
Han lo, jeg lo... og, nej, hvor vi lo! Hele salen lo, hele verden lo!

651. Latteren brusede og brusede gennem rummet, og da den langsomt stilnede af, så jeg en lille flok mænd, der bar en stor smuk skål, fyldt med frugter og blomster, over deres hoveder fra den sydvestlige port hen mod bålet, hvor de satte den på gulvet, mens de stillede sig i en ring omkring den, med hænderne på hinandens skuldre. En flok kvinder løb hen til dem, klatrede op ad dem og stillede sig på deres arme og skuldre, mens de rakte hinanden deres hænder højt over skålen i midten.
Igen lød der en blid, mæt og tilfreds summen i hele salen.

652. Et barn på fire-fem år gik langsomt og næsten højtideligt hen til skålen, ind under hændernes himmel. Da dryssede blomster og blomsterblade fra kvindernes hænder ned over barnet, mens det tog den ene frugt og blomst efter den anden op af skålen og kastede den ud iblandt os.

Det sidste æble tog barnet til sig selv, og da det bed i frugten, sprang kvinderne ned og satte barnet op i den tomme skål, løftede det højt op over deres hoveder og bar det rundt i hele salen og ud af den sydvestlige port.

653. Bålet i midten var ved at brænde ned, mange fakler langs væggene var gået ud, den Gamle rørte let ved min skulder og sagde: - Kom! -
Vi bevægede os hen til porten i nordvest, men jeg kom i tanker om mine sko og strømper og gik for at hente dem. Men da jeg ville tage dem på, sagde mine fødder helt tydeligt nej, så vi fulgtes ad gennem porten, jeg på bare fødder, han i de sandaler, jeg altid plejede at se ham i.
Inde i hans hus pegede han på et leje, som han havde redt op i køkkenet. Mens jeg lagde mig spurgte jeg:
- Hvad var det for en rota, vi var til? -

654. Og han svarede: - Vi lavede denne rota for din verden, for den verden du kommer fra. -
Jeg nåede ikke at undre mig før jeg faldt i søvn.
Da jeg vågnede, lå jeg i min egen seng i mit eget hus i mit eget land, i den virkelighed, jeg plejer at leve i. Men jeg var ikke ked af, at jeg ikke mere var i Stjernelandet, nej, jeg vågnede glad og fornøjet og var hundesulten.

 

 


ILDFANGEREN


655. DA JEG VAR stået op, fik jeg en voldsom trang til at gøre rent og rydde op i mit hus. Jeg gik igang og opfandt en sang for mig selv, mens jeg fejede gulvet.
Den havde en lille ekstatisk melodi. Ordene var omtrent:

656. Hvad er dansen, hvad er rytmen?
Dér, hvor tiderne falder og stiger*,
dér finder jeg rytmen, min egen rytme.
Min sjæl, min krop og mine sanser,
deltag i rytmen! Da danser jeg!
Lad rytmen være fri, lad dansen være fri!
Lås ikke tiden i gamle mønstre,
lad mønstrene fødes!
Og når de opstår, er jeg disse mønstre.

657. I de opstående mønstre forenes
alle mine rum og alle mine tider.
Da kan jeg være, hvor jeg ønsker mig at være,
da kan jeg være, hvem jeg ønsker mig at være,
da kan jeg være, sådan som jeg ønsker det.
Min Stjerne danser på min Jord,
med Jorden, i Jorden,
med Jorden, i Jorden!
Dans er min Stjernes krop!
(* accelererer og decelererer)
658. Da jeg begyndte at stille tingene på plads igen, skramlede jeg med møblerne, mens jeg sang:

659. Tromme!
Du er den Jord, jeg danser på!
Du er den Jord, som svarer på min dans.
Du er det øre, som hører vores elskov.
Du synger den sang som opstår, idet
tiden og rummet forenes.
Du siger den sandhed som ikke findes,
den sandhed som opstår hvert øjeblik.

660. Og da jeg nu var så godt i gang med at synge og digte, fortsatte jeg mens jeg trommede let på bordet:

661. Hænder!
Åh, hænder! I er min sjæls fødder,
som danser på Jorden!
Mine smerters forløsning,
mine længslers råb!
Oh, mine hænder!
I kender min vej gennem tiden og rummet,
I leder mig sikkert til elskovens møde,
forenede danser I gennem natten,
forenede danser I gennem dagen:
I er mine ører, der fører mig.
I åbner de veje som jeg kan gå!

662. Og så kom jeg i tanker om mine fødder, som på den mest mirakuløse måde havde båret mig igennem denne nat. Og jeg dansede omkring i stuen og ud i køkkenet, mens jeg improviserede:

663. Fødder!

Kys Jorden!
Spred Stjernestøv på Jordens krop!
Vær lys! Vær kraft! Vær kærlighed!

Fødder!
Lyt til Jordens lyst!
Deltag i Jordens glæde!
Vær Stjerne-Jord, vær mine vinger,
som skaber vejen gennem alle riger!

Flyd, Stjernefar, igennem mine fødder!
Flyd, Jordemor, igennem mine fødder!
Flyd sammen, Stjernemor og Jordefar!

Oh, mine fødder!
Min dans er hellig visdom, livets lykke!

664. Så holdt jeg inde. Jeg lo højt og en smule forpustet. Jeg kunne ikke modstå mit eget gode humør og tænkte: Lykke er når livet lykkes.

665. Men så opdagede jeg, at jeg havde sunget på mine fjerne venners sprog, ikke på mit eget. Det var mærkeligt, for jeg kan ellers slet ikke tale det sprog, når jeg ikke er i deres land. Jeg satte mig ned og prøvede at huske, hvad jeg havde sunget, at forstå det og at oversætte det til det sprog som jeg bruger til dagligt. Det var svært, og den gengivelse som du nu har læst, er jo lidt klodset, synes jeg.

666. Jeg gik ud for at køre efter noget brød. Jeg startede bilen og dens brummen mindede mig om urhornenes dybe vibrationer. Motoren gik ud.
Ved siden af mig sad den Gamle. Jeg sad med en bue mellem hænderne og sagde:

667. - Sådan et ildbor kender jeg ellers kun fra etnologiske udstillinger, men jeg har aldrig set det brugt.
- Vi kalder den vores Ildfanger.
- Hvorfor siger I, at I fanger ilden?
- Ilden er i ING, men når vi har fanget den, er den i TING.
- Hvordan er ilden i Ing?
- Hvor ellers?
- Den opstår vel på grund af gnidningsmodstanden mellem de to stykker træ?
- Netop, men hvor er den før den opstår?

- Den er vel et energimæssigt potentiale, som findes overalt?
- Netop. Men den er ikke ild før den opstår, vel?
- Nej, den er ikke ild, den eksisterer kun som mulighed.
- Netop, som mulighed. Ilden er ikke i den tingslige verden. Men den findes, og den findes i ING.
- Det vil sige at vi ikke skaber ilden med vores værktøj?
- Netop, vi kan ikke skabe ild, for ild findes allerede,
men vi kan fange den i Ing og så opstår den i Ting.

668. - Hvorfor siger du at du fanger ilden? -
Den Gamle forklarede mig hvordan han forstod det at fange noget eller nogen. Når de fanger et dyr, laver de ikke kun en fælde og stiller den op et passende sted, men skaber en kontakt med dyrets Stjerne og et energimønster omkring fælden der gør, at kun det dyr, som vil lade sig fange, går i fælden.
Fælden er lavet sådan, at dyret kunne slippe fri, hvis det ville. Men dyret falder til ro og forbliver roligt, hvis det ikke tar for lang tid, før jægeren kommer.

669. - Kunne det tænkes, at ilden en dag ikke vil lade sig fange? - Det kunne tænkes. Jeg har hørt, at det skulle være sket en gang, selvom alt var som det skulle være. Deres aftale må have været forkert. - (Igen må jeg indrømme, at oversættelsen er mangelfuld. Han brugte et ord, som både kan forstås som aftale, mønster, meditation og kontakt. Ofte bruges det også som synonym for forelskelse eller forberedelse til elskov.)

670. - Hvorfor bruger I sådan et primitivt instrument?
- Primitivt? Det er da den smukkeste måde at fange ild på!
- Jeg indrømmer at det virker meget smukt på mig. Hvilken symbolsk betydning ligger der i dette redskab?
- Symbolsk?
- Ja. Vores religiøse handlinger og redskaber er fyldt med symboler.

671. - Hvilke symboler kunne du se i Ildfangeren?- spurgte han.
- Ja, lad mig nu se... Staven kunne symbolisere det mandlige og det store bræt det kvindelige køn.
- Fint. Og buen?
- Den kunne være deres lidenskab, mens håndtræet kunne være deres tiltrækning til hinanden, der holder dem sammen.
- Fint. Og gløden, der opstår?
- Undfangelsen.
- Fint. Ildfangsten kan godt ses som en genspejling af elskov. Kan du se andre symboler?
-Jeg tænkte mig om og spurgte så:

672. - Når Jeres børn spørger Jer, hvorfor I bruger denne Ildfanger, hvad svarer I så?
- At det store bræt er Jorden, at staven er lynet,
at buen er tordenen og at håndtræet er skyen.
- Synes de ikke at skyen er lige lovlig lille?
- Jo, - lo han, - det skal nok passe, at det er sket!

673. - Hvorfor stønner I i takt, mens Ildfangeren fanger ild?
- Hm. Med åndedrættet skaber vi et tilsvarende mønster af kraft. Handlingerne hænger sammen.

674. - Der er noget som jeg længe har undret mig over. Hvorfor bruger I kun trommer, urhorn og fløjter?
- Der er andre rotas, hvor vi bruger andre instrumenter. Men i Rota-huset vil vi kun bruge ting, der er af jord eller er groet op af jorden.
- Hvad vil det sige?
- At der ikke findes metal eller andre ting, som ikke er af organisk oprindelse.
- Hvorfor ikke?
- Fordi metal og andre kunstigt frembragte ting forstyrrer vores umiddelbare forbindelse med kraften. Vi bruger kun de simpleste ting, fordi alt kunstigt indeholder menneskeligt tankestof og menneskelige tankemønstre, og de kan forvride de veje kraften flyder.
- Men der findes jo strygeinstrumenter uden metal, og man kunne slå på træ, som man gør med xylofoner.
- Disse instrumenter er ikke simple nok til denne slags rotaer. Strengeinstrumenter og xylofoner er variationer over trommen.

675. - Hvad har trommer og fløjter tilfælles?
- Enkelheden. Luft og krop, ligesom stemmen. Når du slår på trommen, sætter skindet luften i svingninger, når du spiller fløjte, slår du med luften mod fløjtens krop. Mere skal der ikke til. - Ja, det er enkelt.
- Enkelheden gør, at vi ikke så nemt bliver forvirrede. Vi kan trygt hengive os til hengivelsen.

676. - Jeg kunne i hvert fald godt hengive mig. Men der var meget stor forskel mellem de to danse.
- To? Der var da tre danse!
- Tre? Først var der den, hvor vi stod på samme sted
og hvirvlede rundt...
- Ja, det var Plante-dansen.

- Den var mærkelig. Jeg oplevede, at jeg stod med fødderne dybt i jorden, samtidig med at jeg på en måde fløj.
- Sådan er planter. De forbinder Jorden med Himlen.
- Og den næste dans var endnu mere mærkelig. Før den begyndte, havde jeg en vældig lyst til at flygte, at komme ud og bort!
- Det var Dyre-dansen. Mon ikke dit Dyr elsker ensomhed og meget plads at røre sig på?
- Jo, mon ikke! Men hvad var det for en tredie dans? Den kan jeg da ikke huske.
- Åndedansen! Sjæledansen!
- Hvornår var det?
- Da vi sad overfor hinanden. -
Jeg tænkte mig om og prøvede at huske.
- Men vi dansede da ikke?
- Nej, sjælen har ikke sådan nogle fødder at danse med, - og han pegede på sine fødder og grinede.
- Jeg kan huske, at jeg kunne mærke alle og enhver, der var i rummet, mens jeg alligevel slet ikke var mig selv eller nogen anden.
- Sådan er Sjælens dans!

677. - Hvorfor tog jeg fejl og troede at du var en lille dreng?
- Du tog da ikke fejl! Din sjæl så min sjæl.
- Men er din sjæl da en lille dreng? Du er da voksen og snart gammel.
- Mange har tabt deres barnesjæl. En gang havde jeg også tabt min. Men jeg har fundet den igen.
- Men al din visdom, hvor var den?
- Den er jeg født med. Den har jeg fundet igen. Det var den du så og tog op på din arm.

678. - Et barn? Men hvad med alle dine oplevelser, alle dine erfaringer, er de helt nytteløse, helt overflødige?
- Det ville de måske være, hvis det ikke var for barnets visdom.
- Vil du forklare det nærmere?
- Uden den visdom, som jeg blev født med, ville hele mit livs spor blot være en byrde, som jeg ville have meget besvær med at lægge fra mig, når jeg fødes til himlen.

679. - Hvad skal jeg gøre, for at genfinde barnets visdom inde i mig selv?
- Genfinde? Men du var jo et barn, da du løftede mig op i dine arme!
- Var jeg det? - Og jeg var højligt forundret. Jeg rejste mig og strakte mig og sagde: - Du må give mig tid til at forstå alt det her!
- Tag du dig blot al den tid du behøver.
- Men på en måde føles det, som om jeg allerede har forstået alt det her. For længe siden.

680. - Netop, - sagde han og rejste sig fra sin rokkestol. Først nu gik det op for mig, at jeg slet ikke sad i min bil på vej til byen, men foran den Gamles hus. Jeg kunne ikke blive klog på, hvordan jeg var kommet her, men en mand kom gående hen imod os og afbrød mine spekulationer. Han hilste med et nik.
Kendte jeg ham? Jeg så spørgende på ham. Han satte sig et sekund ned på hug og rørte ved mine fødder og rejste sig igen. Jeg kiggede endnu en gang granskende på ham og spurgte:
- Var det dig, som salvede mine fødder til rotaen forleden?
- Nej, det var dig der salvede mine, - sagde han.
Jeg vendte mig mod den Gamle:

681. - Jeg har tænkt over det der med, at vi alle sammen vaskede fødderne i samme vand. Risikerer vi ikke, at vi smitter hinanden?
- Tværtimod.
- Hvordan?
- Det er et meget stærkt vand. Der er mange urters kraft i det. Kunne du ikke lugte det?
- Der var så mange dufte. Og jeg var meget optaget af alt det som skete med mig, omkring mig. Jeg var meget bevæget. Og så følte jeg en meget stærk kraft strømme igennem mig, da olien blev gnedet ind i mine fødder.
- Der er en meget stærk kraft i det vand og i den olie.
Ikke kun urtekraft! - sagde den nytilkomne, og jeg syntes at han havde et meget hemmelighedsfuldt udtryk i ansigtet.

682. - Hvorfor danser I barfodede? Eller bedre sagt: skal man hos Jer danse uden sko på?
- Planterne, Dyrene og Sjælene..
- .. har ikke sko på? - spurgte jeg?
- Netop, - sagde den Gamle, og fortsatte: - Vil du med over til vores ven? Jeg tror, han gerne vil vise dig noget.
- Hvad er det? - spurgte jeg, mens vi skråede over gaden.

683. - Nu får vi se. - Der stod røde roser ved hans dør. Jeg greb efter én af dem og bøjede mig for at kysse den, men det var det røde startlys i min bil, og min hånd greb om nøglen.
Da jeg kørte mod byen, følte jeg mig meget mærkelig ved at køre i en bil.

Læs bogen: